Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
Af dem skal man lære Visdom og Tugt, nemme forstandig Tale,
tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
de skal give tankeløse Klogskab, Ungdommen Kundskab og Kløgt;
den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
HERRENs Frygt er Kundskabs Begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
Siger de: "Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven.
Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
— min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.