Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
I dem laa der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede paa, at Vandet skulde røres.
Thi paa visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.)
Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive Aar.
Da Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?"
Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig."
Jesus siger til ham: "Staa op, tag din Seng og gaa!"
Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat paa den Dag;
derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen."
Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gaa!"
Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?"
Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker paa Stedet.
Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!"
Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.
Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat.
Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; ogsaa jeg arbejder."
Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men ogsaa kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
Saa svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør ogsaa Sønnen ligesaa.
Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder.
Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, saaledes gør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil.
Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen,
for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet.
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve.
Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv.
Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn.
Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
og de skulle gaa frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.
Jeg kan slet intet gøre af mig selv; saaledes som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.
Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt".
Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for Sandheden.
Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.
Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys.
Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes’s; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans Skikkelse,
og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke.
I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig.
Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
Hvorledes kunne I tro, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Haab.
Thi dersom I troede Moses, troede I mig; thi han har skrevet om mig,
Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?"