Sølvet har jo sit Leje, Guldet, som renses, sit Sted
Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
Paa Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;
man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;
i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;
den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
Paa Flinten lægger man Haand og omvælter Bjerge fra Roden;
i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
Men Visdommen — hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;
Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"
Man faar den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,
den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
Guld og Glar kan ej maale sig med den, den faas ej i Bytte for gyldne Kar,
Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,
Ætiopiens Topas kan ej maale sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
Men Visdommen — hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?
Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
Afgrund og Død maa sige: "Vi hørte kun tale derom."
Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
Dengang han fastsatte Vindens Vægt og maalte Vandet med Maal,
da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."