Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!