Saa siger HERREN: Himlen er min Trone og Jorden mine Fødders Skammel. Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig?
Alt dette skabte min Haand, saa det fremkom, lyder det fra HERREN. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Aand, og den, som bæver for mit Ord.
Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod, den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres egne Veje og ynder deres væmmelige Guder,
saa vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje.
Hør HERRENs Ord, I, som bæver for hans Ord: Saaledes siger eders Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld: "Lad HERREN vise sig i sin Herlighed, saa vi kan se eders Glæde!" Men de skal blive til Skamme!
Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor HERREN øver Gengæld imod sine Fjender!
Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over hende, har hun en Dreng.
Hvo hørte vel Mage dertil, hvo saa vel sligt? Kommer et Land til Verden paa en eneste Dag, fødes et Folk paa et Øjeblik? Thi Zion kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn.
Aabner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger HERREN. Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud.
Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del i dets Glæde, alle, som sørger over det,
for at I maa die dets husvalende Barm og mættes, for at I maa drikke af dets fulde Bryst og kvæges.
Thi saa siger HERREN: Se, jeg leder til hende Fred som en svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde skal bæres paa Hofte, og Kærtegn faar de paa Skød;
som en Moder trøster sin Søn, saaledes trøster jeg eder, i Jerusalem finder I Trøst.
I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som Græs. Hos HERRENs Tjenere kendes hans Haand, men hos hans Fjender Vrede.
Thi se, som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er som et Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trusel i flammende Luer;
thi med Ild og med sit Sværd skal HERREN dømme alt Kød, og mange er HERRENs slagne.
De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres Gerninger og deres Tanker skal forgaa til Hobe, lyder det fra HERREN.
Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemaal, og de skal komme og se min Herlighed.
Jeg fuldbyrder et Under iblandt dem og sender undslupne af dem til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene.
Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol, paa Muldyr og Kameler til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger HERREN, som naar Israeliterne bringer Offergaver i rene Kar til HERRENs Hus.
Ogsaa af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger HERREN.
Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal bestaa for mit Aasyn, lyder det fra HERREN, saaledes skal eders Afkom og Navn bestaa.
Hver Maaned paa Nymaanedagen og hver Uge paa Sabbatten skal alt Kød komme og tilbede for mit Aasyn, siger HERREN,
og man gaar ud for at se paa Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.