Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig
og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs Aasyn.
Og tal saaledes til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge aargamle og uden Lyde, til Brændoffer
og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs Aasyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil HERREN vise sig for eder!"
Da tog de, hvad Moses havde paalagt dem, og bragte det hen foran Aabenbaringsteltet; og hele Menigheden traadte frem og stillede sig for HERRENs Aasyn.
Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har paalagt eder at gøre, for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."
Saa sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring saa Folkets Offergave for at skaffe det Soning, saaledes som HERREN har paabudt!"
Da traadte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det paa Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod.
Derpaa bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer paa Alteret, saaledes som HERREN havde paalagt Moses;
men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om paa Alteret.
Saa rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer paa Alteret.
Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpaa som Røgoffer oven paa Brændofferet paa Alteret.
Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer paa samme Maade som den før nævnte;
saa frembar han Brændofferet og ofrede det paa den foreskrevne Maade;
derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Haandfuld deraf og bragte det som Røgoffer paa Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer;
saa slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om paa Alteret.
Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet paa Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
disse Fedtdele lagde de oven paa Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer paa Alteret,
men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for HERRENs Aasyn, som Moses havde paabudt.
Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg saa ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet.
Moses og Aron gik derpaa ind i Aabenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for alt Folket;
og Ild for ud fra HERRENs Aasyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne paa Alteret. Og alt Folket saa det, og de jublede og faldt ned paa deres Ansigt.