Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet.
Du skal sige til ham alt, hvad jeg paalægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land.
Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten.
Farao skal ikke høre paa eder, men jeg vil lægge min Haand paa Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme;
og naar jeg udrækker min Haand mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
Da gjorde Moses og Aron, som HERREN paalagde dem.
Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talte til Farao.
Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
"Naar Farao kræver et Under af eder, sig saa til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, saa skal den blive til en Slange!"
Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange.
Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde ogsaa det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster;
de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave.
Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.
HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse.
Gaa derfor i Morgen tidlig til Farao, naar han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Haanden
og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt.
Saa siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg slaar Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Haand, og det skal forvandles til Blod,
Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, saa skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, baade i Trækar og Stenkar."
Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, saa Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
Men de ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.
Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig paa Sinde.
Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
Og saaledes gik der syv Dage, efter at HERREN havde slaaet Nilen.