Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
Da Ezekias saa, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at angribe Jerusalem,
raadførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres Hjælp.
Saa samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde: "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, naar de kommer?"
Derpaa tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den var brudt ned, og byggede Taarne paa den, og han byggede den anden Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en Mængde Kastevaaben og Skjolde.
Tillige indsatte han Hærførere over Krigsfolket, samlede dem om sig paa den aabne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til dem og sagde:
"Vær frimodige og stærke; frygt ikke og forfærdes ikke for Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi en større er med os end med ham!
Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong Ezekias af Judas Ord.
Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin Krigsmagt laa foran Lakisj, sine Tjenere til Kong Ezekias af Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
"Saaledes siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, naar han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Haand!
Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter maa I tilbede, og paa det skal I tænde Offerild!
Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af min Haand?
Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, paa hvilke mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Haand? Og saa skulde eders Gud kunne frelse eder af min Haand!
Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder paa den Maade! Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har kunnet frelse sit Folk af min Haand eller af mine Fædres Haand; hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Haand!"
Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans Tjener Ezekias.
Han skrev ogsaa et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: "Saa lidt som Landenes Folks Guder har frelst deres Folk af min Haand, skal Ezekias’s Gud frelse sit Folk af min Haand!"
Og de raabte med høj Røst paa Judæisk til Folkene i Jerusalem, som stod paa Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Haab om at kunne tage Byen.
Og de talte om Jerusalems Gud paa samme Maade som om Jordens Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz’s Søn, og raabte til Himmelen.
Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere, Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, saa han med Spot og Spe maatte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med Sværdet.
Saaledes frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af Assyrerkongen Sankeribs Haand og af alle andres og skaffede dem Ro paa alle Kanter.
Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting til Kong Ezekias af Juda, saa han siden blev højt anset blandt alle Hedningefolk.
Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han svarede ham og gav ham et Tegn.
Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham; hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og over Juda og Jerusalem.
Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i Ezekias’s Dage.
Ezekias var overmaade rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til Sølv, Guld, Ædelsten, Røgelsestoffer, Skjolde og alle Haande kostelige Ting
og Forraadskamre til Afgrøden af Korn, Most og Olie, Stalde til alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
Byer byggede han sig ogsaa, og han havde Hjorde i Mængde af Hornkvæg og Smaakvæg, thi Gud gav ham saare meget Gods.
Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for, lykkedes for ham.
Derfor var det ogsaa, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene, der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham paa Prøve og saaledes faa Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme Gerninger, staar jo optegnet i Profeten Esajas’s, Amoz’s Søns, Aabenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
Saa lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham paa Skraaningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.