Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker,
idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa Stentavler, men paa Hjerters Kødtavler.
Men en saadan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
som ogsaa gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør.
Men naar Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtraadte i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet paa Moses’s Ansigt paa Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt,
hvorledes skal da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed?
Thi naar Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig paa Herlighed.
Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed.
Thi naar det, der forsvandt, fremtraadte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed.
Efterdi vi altsaa have et saadant Haab, gaa vi frem med stor Frimodighed
og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet paa, at det, der forsvandt, fik Ende.
Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.
Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, naar Moses oplæses;
naar de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.
Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, er der Frihed.
Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, saa som det er fra Aandens Herre.