Der sidder en Kunstner
og snitter med Kniv
og stræber at give
det livløse Liv.
Han fatter saa kærligt
det formløse Træ
og snitter, saa Spaanerne
fyger om Knæ.
Han ænser ej Time,
det mørkner saa smaat,
de tegltækte Tage
fortones i Graat.
Han rejser sig mødig —
det færdige Værk
bli’r vejet i Haanden,
der kroger sig — stærk.
Saa stryger den ærlige
Mester sit Haar
og taler til Træet,
der intet forstaar:
Jeg præged Dit vidløse
Stof med mit Sind —
gaa ud i en Verden,
der tiest er blind.
Og rynker man Næsen,
og korser man sig —
og synes man om Dig,
det rører mig ej,
for jeg var en Skaber,
imens Du blev til —
en Evighed spilled
sit mægtige Spil —,
— — —
Hvis Guderne skænked
lidt Held til min Haand,
maaske vil Du leve
til Tegn paa min Aand —
men er Du et Makværk,
saa er Du vel Støv,
naar Knopper om hundrede
Aar bliver Løv.