Du var gaaet i Forvejen, Far, i den høstlige Have —
mod Blæsthimlen løfted Kastanien sin brogede Gave —
og tungt over Himlen drev Skyernes rastløse Horder,
og Sivene duved mod Vandet som svippende Kaarder.
Jeg saa paa Din ludende Ryg og Din graanede Nakke,
Du vandrede tungt, som skulde Du over en Bakke.
Da voksed en Skræk i mit Sind, mine Knæer blev svage —
Aa, høstlige Lund, hvorfra Ingen kommer tilbage —.
Jeg løb, jeg naa’de Dig, Far, og jeg greb Dig i Armen
og knuged Din Haand, og jeg mærkede Livsensvarmen.
Du smiled og sukked — forstod Du min ordløse Smærte —
men Rædselen ruger endnu som en Ravn i mit Hjærte — —.