Nu er den skønne Dag forbi,
og Duggen falder over Sti —
nu bliver Skyen aftenrød
og Skovens Duft er stærk og sød.
Paa Bølgerne, der gik til Ro,
slaar Solen ud sin gyldne Bro —
som Himmeriges Taarn og Tind,
saa haabløst dejligt er dens Skin.
I Lindekronens svale Skjul
en fjærn og ensom Mørkningsfugl
oplader til sin egen Trøst
sin lille dybe Fuglerøst.
Bered Dig, alt for travle Sind,
og luk de stille Stjærner ind,
thi alt skal blive den forladt,
der søger til den dybe Nat —
og slipper Døgnet af sin Haand
og løser alle usle Baand
og standser Rastløshedens Fjed
og er kun Fuglefløjt og Fred — — —.