Rødviins Berømmelse
Mel.: Jeg synger gjerne om Kongers Magt
Mel.: Jeg synger gjerne om Kongers Magt
Med Muser kjører jeg ei i Ring;
blandt Danmarks talrige Digterklynge
skal Laurbærkrandsen i skjønne Sving
min Tinding grønnende ei omslynge;
forgjæves dog jeg min Geist nedkuer,
paa dækket Bord naar i Glasset luer
den røde Viin.
Ei som foragted’ jeg den fra Rhin,
Madera holder jeg stærkt i Ære,
den Gamle drikker jeg med en Pind,
og ingen ganske jeg kan undvære.
Men bugner Bordet af varme Retter,
jeg over alle de andre sætter
den røde Viin.
Saa mangen Harpen om Elskov slaaer
og Hjertets Flamme i Sang bekjender;
men for sin Pine han rimet faaer,
flux bort med Byttet en Anden render.
Gid Pokker bryde sig om de Piger,
jeg har en Elsket, som ikke sviger:
den røde Viin.
Jeg ønsker ikke at blive stor,
(Man siger Gulvet er glat til Hove)
og engang puttet i sorten Jord,
skal Stormand sammen med Staadder sove.
Mig Baand og Stjerne et Skridt ei vinker,
langt meer forførisk i Glasset blinker
den røde Viin.
For Rigdom har jeg ei megen Sands,
Mig friste ikke de gyldne Dynger;
thi Sorg ei flyer for Metallets Glands,
tit Guldets Herre den svarlig tynger.
Nei! vil du Raad imod Sorger vide,
(paa min Erfarenhed kan du lide)
drik røden Viin.
Blandt lærde Mænd jeg attraaer ei Sted,
jeg som en Bogorm mig nedgraver.
Nok er det, synes mig, naar jeg veed,
hvor bedste Rødviin Man lettest haver.
Kan gamle Gloser vel Tørsten slukke?
Nei! da jeg lover de søde Klukke
af røden Viin.
Jeg synger ikke om Troners Fald,
og den ved Broderblod kjøbte Seier:
jeg tænker sukkende paa det Tal
af Mennesker, som Krig bortmeier.
Ak! tænk, hvor mange bortrevne Sjæle
der kunde levet, og med os pæle
den røde Viin.
Lad En da trylles af Pigers Kys!
Lad Rang og Rigdom forblinde Mange!
Lad Nogle skinne som Kundskabs Lys!
Med blodstænkt Kaarde lad Andre prange!
Jeg er tilfreds og har ingen Kummer,
Naar Maden damper, og Glasset skummer
af røden Viin.
Thi Sorg ei kjøbes, ei læses bort,
den gnaver selv under prægtig Stjerne.
For Bacchus kun den maa ile fort,
hvor han sig nærmer, maa den sig fjerne.
Da glattes Panden, da svinde Griller,
om Glassets Rand naar med Perler spiller
den røde Viin.
Enhver sin Mening da ufortalt,
om min oprigtig jeg skal fortælle,
gaaer Mad og Drikke hos mig for Alt:
det, synes mig, er just det Reelle.
Da Fryd min Gane og Geist beruser,
naar Maden ryger og Glasset bruser
af røden Viin.
Om Rødviin synger da Samtlige,
og takker Evan smukt for sin Gave!
Af Sindet skyller den Sorgerne,
og bringer orden i proppet Mave.
Thi klinker, Venner! men spilder ikke!
For Maven god, men for Dugen ikke,
er røden Viin.