Kalenderen os gav en Skik,
Mig glæded’ den Halvfemsindstyve:
Hvis ei det Ordsprog holder Stik,
At Almanakker gierne lyve;
Da vist ad Aare kommer den
Saa skiøn med Baand og Fryd igien.
Den Lyst er sød, naar elsket Haand
Os Glædeskrandsen let ombinder:
Gud veed, hvor glad jeg bar de Baand,
Fra saa elskværdige Veninder:
Saa skiøn en Dag jeg mindes glad.
Den giemmes skal ved festligt Qvad.
Den Skik en anden drog med sig
De Bindende man gav et Gilde;
Det kaldes da at løse sig;
Hvor var den gal, som ikke vilde?
Held, Navnedag! o dig skee Tak,
Som satte Navn i Almanak!
Men skye mig, sorte Ahnelser,
Hvad Ondt skeer ei i disse Tider?
Hver Almanak nu sværtet er,
Kanskee hun og faaer færre Sider
Og skeer med Navnene Reform,
Mod runde Taarn jeg løber Storm.
Dog Efterslægt, hvis du er klog
Da spar de kiere Helgen-Navne,
De giør’ at Almanakkens Bog
Hver Christensiæl kan herlig gavne.
Hvo Hans og Peer og Giertrud heed,
Kan derom give fuld Beskeed.
Hvor skiøn er Leilighed til Fryd,
At gribe den, der maae jeg lide;
Jeg elsker Piger, øver Dyd,
Og sidder froe ved Brødres Side —
O leve hver en Navnedag
Hvert Binde- og hvert Løselag!
H. G. Bechmann.