Jeg skulde være et blankt Redskab
i Guds Hænder,
men Smerter svider mig,
Munden tørster,
mine Øjne brænder —
Ingen Gaver er i mine Hænder —
Verdens Skønhed er om mig,
tilbedt af mit Hjerte,
men rækker jeg mine Hænder efter dem,
hvisker de:
jeg er ikke for dig.
Klagende synker jeg tilbage paa Lejet,
tomme er mine Hænder,
smertefyldt mit Bryst.
Gud, hvad er din Mening?
skulde jeg ikke vandre
som din dansende Datter,
stor og skinnende
som en Gave over Jorden,
selv strø Gaver for mine Fødder?
I min Kjoles Folder
skulde Mennesker søge Ly,
mine Hænder skulde jeg række
til de forsagte
og lede deres Fødder.
Hvorfor viger dine Gaver fra mig,
Almægtige?
hvorfor vansmægter jeg?
hvorfor svinder min Kraft?
Jeg vil rejse mig som et vældigt Tegn,
jeg vil vandre lykkebringende gennem Verden,
smaa Hunde skal komme springende mod mig,
naar mine Fødder iler over Dalgræsset.
Gud, lad mig blive
et blankt Redskab i dine Hænder!