Vilddyr glammer,
og Djævle hoster,
Gammelmandslatter
krænges af Halse,
knoglede Fingre
klapper og hylder
Krigsguden sort,
hans staalblanke Skrig.
Svovlgule Sumpe
suger halvt døde
ned i sin Stilhed,
Frøerne kvækker
som Bobler stiger
af Druknendes Halse,
og Tomter ryger
af Blod og af Brand.
En vild, stor Skønhed,
fremelsket af Djævle —
haanskrattende gaar de
blandt afsvedne Træer —
en Dansen af Lyn
under sortbulne Skyer,
Granatblomst stiger
og sisler mod Dynd.
Et Djævlens Drama
henunder Himle,
dets Skønhed rammer
skrækslagne Sjæle,
og stumt betaget
suges de nedad,
annammet som Børn
i Muldjordens Skød.
