Jeg er slaaet tilblods
og ligger nu nøgen og saaret
paa Klippen der knejser i Havet
jeg smiler saa blegt og færdigt
ud i det vuggende tomme
I røde Floder gaar Blodet
dunkende hedt fra Kroppen
og siver nedover Klippen
og bliver borte i Havet
Engang er den sidste Draabe
tøvende silet fra Kroppen
saa ligger jeg strakt paa Stenen
er kold og er haard som den
Jeg ved at det allersidste
af Livet der boede i mig
vil være et mildt Forklarelsens Smil —
jeg ved jeg vil smile og undres:
at disse rindende Floder
nu giver en Tone af Purpur
— en Tone kun — men den er der —
til alle de grønne Vande
der vuggende favner Kloden —
jeg ved jeg vil smile og takke:
at Blodet randt bort fra mit Hjerte
og ud af de dunkle Gange
og endelig lod mig i Ro
Og Smilet det milde — vendt opad —
vil stivne — et Aandens Skrifttegn
paa det der engang var mig