Jeg er ikke Slavinde
jeg er en Gudedatter
der knæler ned for dig i det varme Støv
og lægger mine Gaver for dine Fødder
jeg er heller ikke Maria Magdalena
men alligevel kunde jeg som hun
salve dine Fødder og kysse dem
Jeg er ikke Slavinde
jeg er en Gudedatter
der har valgt at ydmyge sig
men jeg var meget oprejst
og havde en stolt og slentrende Gang
da jeg knæled
og jeg kan atter rejse mig
meget højt
vokse som et Træ ind i Himlen
og plukke Stjerner ned til dig
De dunkle og hellige Skove
skal du eje
og den perlemorssmuttende Luft
gyldne Sole Bølgesprøjt
og Fugles Aftensange —
du skal kongeligt god
bringe sorte Snegle i Sikkerhed
og smilende klappe Hunden
der stryger sig opad dit Ben
du skal løfte mig
naar jeg frivilligt knæler
sammen skal vi staa i svale Natteskove
helt usynlige
vi hører kun hinandens Hvisken
føle vore Sjæle være ømme rosenrøde
glide over i hinanden
ud i Skovens Krydder-Em
og dunkle Dybder
