Der var en Grammofonplade
der drejede rundt
og fik Rummet til at synge
der var Bjælker i Loftet
og naar du hæved Armene
kunde du klappe Bjælkerne
du havde en hvid Dragt paa
og ligned Drømmen
om en Matros paa Tropehave
og naar du drejed dig i Dansen
saas i Sprækken over Bæltet
din bløde Hud helt brun af Solen
og denne lille Hulning
der for mig er Jordens Akse
og som jeg gerne rørte med min Læbe
baade fordi min Elskede
det er dig og dit
og af Ærbødighed for Baandet
der her engang har bundet dig
til Slægten
Baand i Baand
ned gennem Tiderne
ned til
hvor?
Er I engang steget op af Havet
er I latterkaade vaade
klatret op paa Klipper
er I født af Skum og Midnatssole?
