Jeg maa ud over det blaa Silkehav —
jeg har engang set samme spændte Blaanen
paa en Sommerfugls Vinger —
jeg vil sidde i Stævnen
mens Skibet skærer sig gennem Silken
og Riften lukker sig til igen
Jeg vil maaske over til Klippeøen
med Tropehaver hugget ind i Graniten
jeg vil maaske hænge med Armene
udover Hotellets Stengærde
og se Fiskene lege dybt dernede i Tanghaverne
jeg vil maaske gaa mellem de klassiske Stenmure
og ad solosende Terrasser ned til Havet
og føle mig som en Antikens Datter
i heroiske Kulisser
Jeg vil glide stille gennem Silkehavet
og maaske sætte Foden paa en Klippeø
eller hvorfor ikke sidde forrest i et Skib
der hæver sagte sig fra Himmelspejlet
og stiger op og ud i Æterhavet
og bliver borte mellem Kloder
