Kære Thøger
du glemte ikke Jorden
og hvad dens Muld kunde give
du kendte det lyse Himmelblaa
og den runde Guldsol
du blev kysset af blide Briser
og har stridt dig ustyrlig af Latter
op mod de karske Storme —
og naar Natten kom turkisblaa
har du vandret over Himmelmarker
Kære Thøger
du har elsket Jord og Stjerner
selvom Jorden drak af Blodet
som dens Sønner ødte
— og om Nød og Kulde Had og Dumhed
gik dig frysende til Marven
har dit Blod dog blusset
af en Fryd der sled med gyldne Kløer —
du var Søn af Altings store Skaber Elsker
selv en Skaber Elsker
Kære Thøger
nu er du i Marehalmens Hvisken
i det klare Solgræs
nu er du i Vibens Skrigen
over Foraarslande
nu er du det lyse Ler
under Vaarsæds sølvgraa Flugten