Jeg længes mod mine ufødte Vers
som efter at gemme smaa Fugle
lunt i de hule Hænder
hver Fugl af sin Form sin Farve
men hver med et rødt lille Urværk
dunkende inde bag Dunene —
Man linder for det hemmelighedsfulde varme
og lukker til igen
og mærker vellystigt og med plirende Øjne
hvor det pusler rugevarmt
i Hændernes Hule
saa lukker man pludselig op
og med udstrakte Arme
for ligesom at være Fuglen nærmere
staar man og ser den
lille og glat
stryge ud i det ubekendte