Jeg ligger stille i Sommernatten
med Hænderne foldet over Brystet
jeg kan føle mit Hjerte
jeg lever endnu
mit Ansigt er vendt mod det turkisgrønne Loft
hvor en forvreden Tegning af Vinduet
spøger og aander i blegt Lysflimmer
hvergang Buelampen dernede
duver mellem Kastanjebladene
Hvis hans Nøgle nu sneg sig ind i Døren
uhørlig for andre end mig
som dengang
hvis han skramled sagte med Bøjler og Knager
og sagde rustent og dybt Godaften
som dengang
saa sank jeg atter
og sank
og sank
i Sødme og Svimlen
og hviled længe
tung og tavs
paa Bunden af bleggraa Taage —
hvor forvirrende sødt
at du atter var hos mig
og pusled i Stuen derinde
Hvorfor har jeg begge to Nøgler til Døren nu?
hvorfor ligger jeg stille og klarhjernet
og ser op i Loftet?
hvorfor tar jeg ikke Telefonen
og sender en Kile ind i hans Bevidsthed?
er han ene — er de to?
har han Nøglen til en andens Dør nu?
Jeg ligger stille i Sommernatten
med Hænderne foldet over Brystet
jeg kan føle mit Hjerte
jeg lever endnu
Hvis du kom nu
store Himmel kom nu!
hvis du kyssed mine Hænder
først den ene saa den anden
kyssed Panden Øjenlaag og Haaret
aanded varmt paa mine Læber
hvis du
hvis du
store Himmel hvis du
alt som dengang — — —