Er Sangens Gave givet mig
for at jeg skulde trøste
de grædende?
Nej, for at jeg skulde se
Guds blaa Vægge aabne sig
og fortælle derom,
fortælle om den store Herlighed
bag de blaa Vægge
Himlene skal tone
gennem min Mund
som en Aabenbarelse,
blaa Skyer lægge sig
paa de lyttendes Pander,
og Jorden blive grøn og spirende,
naar Guds Aande
hvisker ud af min Mund.
Veltalenhedens Ord
skal lægges paa min Tunge,
naar Guddommen vil forklare sig
gennem min Mund.
Hellige Guddom,
bevingede Ord
udgaar fra min Mund,
som Duer flagre ud
af Dueslaget
og boltrer sig i Verden.
Blaa Flammer
skal skyde af min Mund
som forfærdende Tale,
evigt skal Riset, det gyldne,
svinges i mine Hænder.
Vredagtige Guddom,
har du længe været taalmodig nok?
skal Pest og Bylder
slaa de formastelige,
skal Krigens Uhyre
trækkes ved Hornene,
naar Ildvognen suser
gennem Skyerne?
Hvorfor vælter Verden sig
i sit Blod?
