Vil disse hvide Ark Papir
gløde af mine Bogstavers
flammende Dans,
vil de som Altertavler
modtage Skrift
af den Almægtige —
skal Sangen føre mig
over vældige Vidder,
og Dansen danses
med livlige Fødder?
Naar kommer Englene?
naar tumler de, højtrejste,
lynende af Klarhed,
ud af Skyerne
med Palmer strakt opad
i rosenrøde Hænder?
Naar gynger Vindene
med stort Sus
ud af Herrens Mund
og viser Vejen,
vi skal vandre?
Herrens Røst
er som Vindenes,
stort talende og vældig —
i tumlende Kast
sendes Ordene
af hans Mund,
som Tordenen taler,
og naar han tier,
er det som Bjergenes Tavshed.
Viger Vandene,
naar Guddommen
vandrer paa Stranden?
skal hans Fødder
klappe Sandets Myriader,
og hans Haar kysses
af salte Vinde?
Vis Vejen for de tiende,
vældige Vandrer —
vil Verden ikke vide af din Røst?
vil Vindene ikke
tale med din Tunge?
Stor er din Magt,
men Djævlen tumler,
sort og rødtflammende
for dine Fødder
og udspyer Galde
og gule Gnister.
Vé jer, taabelige —
vil I vide af Djævlen,
viser han Vejen —
vil Gud vandre stille
ved jeres Side,
er Guld over jeres Hoveder,
er Guld for jeres Fødder,
er Guld i jeres Hænder,
er Guld i store, hellige Striber
fra det Højeste ned
mod jeres Hoveder —
som Marionetdukker
vandrer I da
med en Lysstraale som Snor
op mod en vældig Haand.
Vé jer, Taaber,
blaa er Lynene,
som udgaar fra Munden,
der er fraadende,
gnistrende,
fygende af Ild —
Svovl og Purpur
er om den vældige,
der puster sin giftige
Aande paa jeres Hoveder —
Englene har sunget
deres sidste Sange for jer,
om I vandrer
dødsensstille over Sumpe —
Døden er jer viss —
den røde Død.