Nej, men taabelige Verden,
nu viger jeg fra dig,
nu gaar jeg sidelæns
ud i Verdensrummet,
der opta’r mig
i sin Umaadelighed
som en lille Klode
i Runddans om Solen.
Myriader af Stjerner
hænger gnistrende i Himlen
og forlyster mit Hjerte,
det røde og enestaaende,
det, Gud har givet mig.
Alle Hjerter er enestaaende,
hvert paa sin Vis,
og hænger som røde Klokker
i Verdensrummet og kimer —
de skinner som røde Bær
i Solens Straaler.
Umaadeligheden faar dem til
at svinge og tone,
Gnister som lange Spyd
udgaar fra Solen
og gennemstinger
hvert enestaaende Hjerte
og trækker sin Brod ud
og stikker igen,
til hvert Hjerte er porøst
og gennemskinnet af Sol
og klinger med en Klang,
sprød som Blomsterklokkers,
saa let, at kun Alfer
kan høre deres Vuggevise.
Deres Vuggevise
for Blomsterknopperne,
der gror ud af Himlen
og kysser hinanden
i Morgenrøden,
i Guds gode Morgenrøde,
naar Englene har blaa Vinger
og bevæger dem sagte
og klapper dem sammen
som besvimede Døgnfluer.
Som blaa Hyacinter
er Englenes Øjne,
deres Fødder gynger
i blegrøde Rytmer,
og Fingrene er flettet
i andres Fingre,
saa de gror
ind i hinanden
og forlover sig
i al Evighed.