Hvæsende Hingste,
Hopper, der skriger
i Kamptummelen,
rasende og angste
over Granaternes Splinter.
Blaa Skygger kastes af dem
over sneklædte Flader,
mens de springer blødende,
dryppende af Blod
udover Vidderne.
Fortumlede Skarer
lytter til Røsten,
som udgaar af Skyerne,
der hænger over os alle
som sorte Dyner,
dryssende sorte Fjer
over os alle.
De klæber sig til vore Munde,
lukker for vore Næsebor,
drages ind af vort Aandedrag,
sorte Fjer
af sorte Fugle.
Men Guds Røst taler
ud gennem Skyerne
og byder os drage i blaa Klæder,
blaa som Æteren,
og danse med hverandre.
I Ring skal Mennesker
danse om Solen
og synge som Fugle,
Himlens Stjernemyriader
skal funkle om vore Pander,
naar vi lægger os til Hvile
paa Himlens grønne Enge.
Maanen skal skinne blidt
i Bækkenes Sølvbaand,
der snor sig gennem Engene,
og Duften fra Guds Høstakke
skal væve sig gennem
vore Barnedrømme.
Som Lotusblomster
skal vore Kinder gløde,
naar vi vaagner om Morgenen,
naar Hanerne galer
skingert i Himlen.
Glødende Roser
skal fæstnes til vore Klæder
og bølge med vore Aandedrag,
deres Dufte skal sive
ind i vore Haar
og besvære vort Aandedræt,
vore Arme skal være tunge
af Guds Gaver i vore Hænder.
Vore Tunger skal tale
honningsøde Ord til Husvalelse,
og Glæden lægge sig
paa vore Hjerter
som mild Taage.
Ikke tænke, ikke tale,
bare være til og svæve,
blomsteragtigt let henover Enge,
plukke Blomster,
Blomst til Blomster,
trutte blidt paa Guldtrompeter,
drømme sødt og svinde hen i Intet,
Intethedens gyldne Land
af Drømme vævet sammen
med de andres milde Drømme.
Ikke tale, ikke tænke,
ikke ønske, ikke tragte,
bare være.