Hvorfor er jeg mon saa sært lykkelig?
Det er, som boede der to Fugle
bag mine spændte Bryster —
gylden Sødme stiger og falder,
naar jeg trækker Vejret —
næsten pinefuld er denne ømme Bæven —
mine Fødder har Lyst at slippe Jorden,
og mine Arme at ro op i Himlene.
Jeg er saaledes
ingen almindelige Dame —
Eller maaske er jeg
yderst almindelig —
for sidder jeg ikke her
i Sporvognen
og betaler Konduktøren
og vender en rolig Profil
mod Vinduet?
Maaskee er der mangen en Kvinde,
der ogsaa vender en rolig Profil
mod Vinduet
og er ligesaa dybt lykkelig som jeg.
Sidder vi alle
med Fugle bag Brysterne
og med et Skød, der bæver
som en Ildrose.