(På Vejen fra Vestgård til Guslund [den 24. Juli 1839] havde jeg en lystig Skyts, Matis Pedersen Fosby; han sang Viser for mig hele Vejen, men den eneste, han kunde helt til Enden, var nærværende, som jeg med samvittighedsfuld Nøjagtighed nedskrev Ord for andet, som han udtalte mig det1. At Visen tilhører et Grænseland, ser man strags; men er den nærmest af svensk eller norsk Oprindelse? Jeg tør ikke afgøre det; dog mener jeg det sidste. Imidlertid har jeg undladt Brugen af store Bogstaver.
Udg.)
Jag har en låglig stuga,
den stugan ær ok min;
enhver må ydmygt bukka,
når de skal gå herin.
Ja inte långt fra marken
har den sin resning fåt,
men liga fram for parken,
der står et skyhöjt slot.
Med stads ok prakt utrolig,
Der bor en herreman;
jag söver altid rolig,
men det jör inte han.
En hofman ær hans værde,
en præktig stjerna bær;
men stakkars nådig herre,
— for lite sjelf han rår.
Jag sat utfor min köja
en rolig aftonstund;
jag plutslig hørte stoja
hans kobbel om min lund.
Jag sang utpå min vise,
jag sjelf har gjort så go,
at Himlens Herra prise
for nöje sin ok ro.
Hans nåde stod ved bøssan,
han havde hørt min sang;
jag teg ok tog på møssan;
han saktful gik sin gang.
Han drog et suk med smærte;
ja det förstod jag got:
“Jiv mig dit glada hjærte,
tag jerna du mit slot!”
