Ved San Juan de Aznalfarache
V laa jeg en solhèd Middagsstund og drèv
i Ly af Nonneklostrets gule Mure,
hvor Tiden sine skarpe Skrifttegn skrèv —:
Nu en Ruin — med Græs i dybe Furer —
med Dill og Valmu bag hvèr sprukken Stèn.
En Stilhèd uden Lyd —: Stum sad en Time
en søvntung Fugl paa en Olivengrèn.
Der dufted hedt og sødt af Krusemynte,
berusende som overgæret Vin — — —
Og hen mod Aften steg Cikadesangen
som sølvfint, spinkelt Spil paa Mandolin.
Højt over mig en Luft saa varm og evig
som mine egne Tankers Kuppelhvælv —:
Ved San Juan de Aznalfarache
saa jeg i Himlens Spejl mit eget Selv!
— — Hist laa i Sol Sevillas hvide Tage
i Krès om Katedralens Himmelspir —
Og dybt i Dalen, mellem grønblaa Marker,
løb brèd og lèrgul Guadalquivir!