Prolog
(ved et dramatisk Selskabs Tiaarsfest).
(ved et dramatisk Selskabs Tiaarsfest).
Personerne
Kunstens Genius.
Venskab.
Venskab
(i Haanden en Krands af Kjærminder o. fl. Blomster.)
I denne Lund skal Helligdommen være,
Hvor Altret stander til Thalias Ære,
Hvor Kunstens høje Genius
Nedstiger daglig fra Olympens Tinde,
For til sin Yndlingsmusa Krands at binde,
Og tænde Ofret ved sin Fakkels Blus.
Hvo leder mine Fjed til Altret hen?
Tør ogsaa jeg en ydmyg Gave bringe?
Ak! dybt jeg føler det — den er kun ringe!
Men, varmt er Hjertet dog, som bringer den.
Du lyse Aand, som valgte disse Skygger
Til Hegn for Kunstens hellig stille Roe!
Jeg veed det vel, at Krandsen her ej smykker
Med værdig Pryd din Musas skjønne Bo.
Men Takken, som paa fromme Læber luer,
Forsmaaer din Musa ej.
Kom, lad din Fakkel lyse paa min Vej,
At henrykt jeg Gudindens Tempel skuer!
Kunstens Genius
(i Haanden en brændende Fakkel.)
Du kalder mig? Jeg hørte dine Bønner.
Venskab.
Mit Navn er Venskab. Ned til Jordens Sønner
Har Guders Fader kjærligen mig sendt.
De Dødelige glædes ved mit Komme;
Jeg skaber Hytterne til Helligdomme;
I rene Hjerter kun min Ild er tændt.
En Vennekreds, som mig hengiven dyrker,
Og i mit Favn sig efter Arbejd styrker,
Din høje Musas Værd har lært af mig.
Ved mig Thalias Gunst at naae den tragter,
Forvisset at hun ej den Kreds foragter,
Som under Venskabs Ly er lykkelig.
I Kredsens Navn paa denne Dag jeg iler,
At bringe Musen disse Blomster smaa;
Thi Dagen festligen til Kredsen smiler,
Ti Aar henrandt fra første Gang, den saae
Mig knælende din Hjelp, o Kunst! anraabe.
Kunstens Genius.
Vær hilset, Venskab! i Thalias Lund!
Du ej forgjæves skal min Bistand haabe.
End mindes jeg med stille Fryd den Stund,
Da førstegang din Yndlingskreds Du sanked’.
Omkring den har useet jeg svævet tidt,
Naar vaklende den med uvante Skridt
Ad Konstens vanskelige Bane vanked’.
Med reent og kjærligt Sind vedblive den,
At hylde dig, ej dine Vink at lyde!
Da skal hvert Aar, som svinder hen,
Ny Lyst og Kraft i Alles Hjerter gyde.
Hver Krands, som den ved Dig Thalia sender,
Skjøndt af Kjærminder dig omslynget kun,
Skal Musen, som det rene Hjerte kjender,
Med venligt Smiil ophænge i sin Lund. —
Kom, følg mig! Jeg til Altret leder Dig.
Naar Kunst og Venskab fælles nærme sig,
Højt Flammen paa Thalias Altar luer,
Og Musen kjærlig til sin Kreds nedskuer.
(Under de fire sidste Linier gaae de begge Haand i Haand mod Baggrunden. Bagdækket hæver sig. Thalias Altar sees. Venskab knæler ved den ene Side, og rækker sin Krands op til Kunstens Genius, som tænder Altarluen ved sin Fakkel, og hænger Krandsen paa Altret).
bb.