Ole Bang (1788–1877)

Dannerfolk! ej læser du

I de gamle Skrifter,

Uden Stolthed, uden Gru,

Fædrenes Bedrifter;

Djærv i Daad og stærk i Dyst,

Uforsagt i Fare,

Hærgende fra Kyst til Kyst,

Drog din Helteskare.

Aaren slog det vilde Hav,

Sejlet fløj for Vinden,

Sværdet skar en Kjæmpegrav,

Hvor det traf paa Fjenden;

Seinens Munding, Themsens Bred

Har det lænkebundet

Aldrig døer dets Minde ved

Dardanellersundet.

Der hvor Natten luer rød

Over frosne Vove, —

Bag Orangens Purpurglød

I de dunkle Skove, —

Paa den nøgne Klippestrand, —

Under Cedrens Skygge, —

Finder du den danske Mand

Herske, slaae og bygge.

Dannerfolk! ej saadant Navn

End du har i Eje;

Graadig Ulv og hæse Ravn

Følger ej dets Veje;

Og ej kan du nogen Plet

Meer paa Jorden finde,

Hvor man, ved at nævne det,

Skræmmer Barn og Kvinde.

Men det Kors, din Snekke bær,

Knejser end paa Vandet;

Færdigt er dit skarpe Sværd

Til at værne Landet;

Hjemme sig om Strand og Skov,

Om de gyldne Sletter,

I et Hegn af Ret og Lov

Fredens Palme fletter.

Meget svandt i svundne Aar;

Meget er tilbage:

Tro og ærligt Hjertet slaaer,

Som i gamle Dage;

Og, hvor før din Kjæmpehaand

Tit har maattet standse,

Skal du see din stærke Aand

Vinde Sejerskranse!

I det Land, hvorfor du stred

Og end døer med Glæde,

Bygget paa din Trofasthed,

Staaer et Kongesæde,

Uden Taarer, uden Blod,

Uden Rust af Tiden,

Og paa det — din Ejegod,

Som for Sekler siden.

Dannerfolk! rejs Kloden rundt!

Læs i Krønnikbogen!

Vil du — blev det dig forundt —

Bytte Lod med Nogen?

„Nej!“ gjenlyder i dit Svar,

Og idag din Stemme

Toner dobbelt høj og klar:

„Der er bedst herhjemme!“