Stille sidder Du og sukker,
som en Fugl en Regnvejrsnat.
Ensomhedens Mørke lukker
sig omkring Din Tanke brat.
Du er Kvinde, derfor lider
Du, naar Magen er paa Flugt.
Og med Taarer Tiden glider
i et Lys, — der bliver slukt.
Du kan ej i Ensomheden
føle under Taareblænd,
at een Nat i Kærligheden
drømmer Dagens Kampe hen. —