Jeg vil ikke sidde alene
og lytte til Bølgernes Sang,
naar de knuses mod runde Stene,
begraves i lugtende Tang.
— Jeg véd, jeg aldrig kan fange
Bølgernes klagende Sange. —
Hver Dag vil jeg sidde alene,
hvor tusinde Engblomster gror,
langt borte fra Havstokkens Stene
i dugvaadt, duftende Flor.
— Dér toner ej Svanesange,
som Sjælen aldrig kan fange.
Jeg vil ikke Engduften bytte
med Havbrisens saltfriske Drag.
Jeg vil sidde stille og lytte
i Engen hver solmættet Dag.
— Maaske jeg eengang kan fange
Blomsternes duftende Sange. — —
— — — — — — — — — — —