De havde talt om Sol og Vaar,
om Duften fra Jasmin.
Saa stammed han: »De alt forstaar« —
og kyssed hendes gule Haar
bag Buskens hvide Lin. — — —
Han brækkede en vild Jasmin
til Pant paa sine Ord,
men tog for haardt, — den var for fin,
og stille faldt det hvide Lin
ned mod den vaade Jord. — — —
Saa smilte hun, og hvisked sødt: —
»Lad mig, Du tog for haardt«, —
og brød en Gren, saa varmt og blødt,
at intet Blomsterblad blev stødt,
og ingen Blomst faldt bort. — — —
Han tog med Smil mod hendes Skænd,
og kyssed hendes Haar. —
Og Ord blev hvisket stille hen,
de samme om og om igen, —
mens Grenen dufted Vaar. — — —
— — — — — — — — — — —