Det guldgule Haar,
der til Jorden naar,
hun løser op som i Drømme.
Det slynger sig langt,
lig Silke, saa blankt,
i bløde, guldgyldne Strømme.
Med udslaaet Haar
paa Gulvet hun staar
i Maanelyset og drømmer.
Brystet er skjult
af glinsende Gult,
der blødt om Formerne svømmer.
Det glitrende Skær
i et tavst Begær
sit Sølv over Haaret drysser.
Betagen hun slaar
tilbage sit Haar,
og Straalerne Brystet kysser.
I Øjnenes Blaa
der skælvende laa
en stille Taare og glitred.
Kun favnet af Lys
i et Vellystgys
det brændende Legeme sitred. —
— — — — — — — — — — — — —