Der er kommer en Dag,
Du standser Dit Jag,
og skælvende ser mod det Fjerne.
I higende Brist,
der tændes en Gnist
i Sjælens ulmende Kerne.
I smertende Glød
Du føler Din Nød, —
til Opgør med Sjælen Du stævnes.
Det borer sig Vej,
Du stænger det ej,
og ej det med Fraser kan jævnes.
I kæmpende Skælv
Du føder Dig selv
af Veerne tvungen, — Du maatte.
I æggende Trang
af Vaarluft og Sang
Du siden Din Bløden vil spotte.
— — — — —