Fantasie paa Bredden af Thunersøen
(Af den hidtil utrykte Fortsættelse af Labyrinten.)
(Af den hidtil utrykte Fortsættelse af Labyrinten.)
O Digtkunst, i Skiønheds uskyldige Skiød
Undfangede Psyche din himmelske Spire,
I Cyprias Lund, hvor din tryllende Lyre,
O Fobos, ledsaget af Cynthias Sukke gienlod;
Hvor Øret og Øiet og Hiertet fandt Hvile,
Hvor Aanden i Saligheds Forsmag henflød,
Omtonet af legende Vestvindes Susen,
Af Fuglenes Qvækken og Bækkenes Brusen,
Omstraalet af Lysets syvløvede Krands,
Omsvævet af alle Chariter i Dands,
Fortryllet af Jordens og Vandets og Luftens og Himmelens Smile!
Did henbragte Eros sin rødmende Brud —
Hvor bæved det vellystberuusede Hierte!
Det ahnede Friehed, og Viisdom, og Gud —
I smertelig Fryd, og i kildrende Smerte —
Jomfruelig bly, men og qvindelig øm,
Den rødmende Brud sank i Brudgommens Arme,
Og Angestens Iis i Henrykkelsens Strøm
Hentøedes ved Kierligheds smeltende Varme.
Da slumrede Psyche paa Roser i Cyprias Lund,
Hendysset af alle den vuggende Jords Melodier —
O lette, o søde, o salige Blund!
Hun drømte sig favnet af Gud, i Favnen af nye Tryllerier.
Den henrykte Aand
Fandt, løst af de jordiske Baand,
Sig hævet paa Følelsens Vinge til Himlenes Himle.
Nedstirrende saae
Den under opsvævende Fødder en Verden fremgaae,
En skiønnere Verden, hvor tusind’ Fortryllelser vrimle.
Baggesen.