Jægeren.
Derinde, derinde,
Hvor trygt i din Bolig,
Omskiærmet af Linde
Mod susende Vinde,
Du slumrer saa rolig,
Hør, elskte Hyrdinde,
Den elskende Jæger,
Som Slummer ei qvæger!
Løft Kinden fra Pude,
Løft Haanden fra Kind,
Blik op, og forbarme
Dig over mig arme
Lidt venlig i Sind!
Her giennem din Rude
Jeg titter mig blind.
Hør! Vindene tude;
Blandt Træer og Stene,
Forladt og allene,
Jeg frygter og fryser,
Og skuddrer og gyser
I Natten herude —
Luk, hulde, mig ind!
Hyrdinden.
I Mørket herinde,
Nu, Lampen er slukt,
Og Døren er lukt,
Jeg stikker i Blinde,
Kan Nøglen ei finde;
Hvis ogsaa jeg vilde
Modtage saa silde
Besøg i min Hytte.
Kun lidt dig kan nytte,
Forelskede Skytte,
Din Piben, din Sang,
Og Pikken paa Ruden;
Mig intet kan røre.
Jeg lukker mit Øre;
Jeg lukker mit Øie;
Jeg kan dig ei føie.
Selv Pladsen desuden
Er meget for trang —
Trods Vindenes Tuden
Gaae derfor din Gang!
Jægeren.
Velan da! vil ikke
Du skienke mig Ly
Paa Jorden herneden,
Hvor ind i et Eden
Du blot lod mig kikke,
For grusom at jage
Mig atter tilbage —
Til himmelske Blikke
Jeg hævnet skal tye!
Med mig vil forsvinde
Dit Moerskab derinde —
Naar meer ei dit Øre
Min Klage kan høre —
Naar her i din Hytte
Bag Lindenes Greene
Forladt og allene
Din Kiede vil lytte
Til Skovduens Kluk;
Men aldrig fornemme
Den bønlige Stemme,
Det kierlige Suk,
Som tidlig og silde,
Hvor gierne du vilde,
Du ikke kan glemme.
Hyrdinden.
Du spilder hvert Muk;
Omsonst er din Murren;
Omsonst er din Knurren;
Med Trusel og Spot
Du keeder mig blot,
Men ei mig bevæger,
Urolige Jæger!
Hold op mig at tigge!
Lad eene mig ligge!
Jeg ligger saa got.
Jægeren.
Velan da! du vil,
Udæilig, jage
Mig arme tilbage;
Men, Grumme, dit Spil
Dig selv vil bedrage! —
Herfra, hvor du hviler,
Med Kierligheds Brusen
I Barmen jeg iler
Trods Frosten, som klinger,
Trods Spaanen, som springer,
Trods Vindenes Suusen,
Til vildene Hede,
Mig Trøst at oplede —
Der Selskab jeg finder
Af hulde Veninder —
Hvor Maanen mig møder
Med alle de Smaa
Paa trippende Fødder
I Himmelens Blaa.
Giv Agt da, giv Agt!
Af øverste Magt
I Hornet jeg støder —
Da jager dets Klang
Hver Sky fra min Himmel;
Og Stiernernes Vrimmel
Med straalende Klynger
I Dands mig omslynger
Den lystige Gang —
De himmelske Skiønne
Med Smile vil lønne
Min natlige Sang!
Hyrdinden.
Gaae du kun til Hedens
Dig vinkende Kreds!
Jeg her er imedens
Fuldkommen tilfreds.
Du ikke maa mene,
Jeg heller er eene!
Mit Lam ved min Side —
Rundt om mig de hvide
Smaa Lilier, saa blide —
Rundt om mig de røde
Smaa Roser, saa søde —
Med dem, og Kierminder,
Min Uskylds Veninder,
Jeg og, maa du vide,
Forladt mig ei finder.
Til Natten gaaer over,
Og Skyggerne rømme,
Jeg ligger, og sover
I duftende Drømme
Saa sødt paa min Pude —
Det Selskab mig hover;
Jeg bliver herinde.
Med flygtige Vinde,
Med Maanen, som vinker,
Og skotter og blinker
Herned til den Rude,
Hvor du dig forlyster,
Og med hendes Terner,
De samtlige Stierner,
Dands du kun derude!