Jens Baggesen (1764–1826)

Jeg var Fader, Hulde, til en Engel,

        Skiøn og blid, og elskelig, som du —

Længst er visnet Liliens spæde Stengel;

        Men dens Krone dufter mig endnu.

Atten Maaner saae den, uden Lige,

        Hæve sig i Uskylds Blomsterchor;

Mit var hele Himmeriges Rige

        Mens jeg ømt opelskede dens Flor.

O! men neppe var den barnudsprungen

        I den lille Dukkes hele Pryd —

Neppe viklede sig ud paa Tungen

        Datterhiertet i de første Lyd —

Neppe svandt mig Himlens Perlerader,

        Neppe taus mig Nattergalens Sang

Da med Smil den nynnede mig: „Fader!

        „Hvor jeg elsker dig!“ for første Gang —

Denne Skat i Livet kun begiærte

        Mit for vilde Flammer lukte Bryst —

Neppe trykte jeg den til mit Hierte,

        Ak! med meer, end selv en Moders Lyst —

Gud! da tog igien din Haand den Gave,

        Som Seraferne misundte mig;

Og paa Rosenstøvet i dets Have

        Laae mit knuste Hiertes Lilie Liig.

Ørk omkring mig var nu hele Jorden —

        Afgrund Blomsterbedet for min Fod —

Og en tillukt Hvælving blev mig Norden

        Til et Blik igien min Grav oplod.

Svar mig, Livets Engel, hist paa Randen,

        Hvor mig giennemfoer det kolde Gys,

Smelte Siæle saligt i hinanden,

        Som i Flamme Flamme, Lys i Lys?

Da det huldeste blandt Glimt af Eden,

Som opklarte Skialdens Nat herneden,

        Mig forsvandt igien med Lynets Iil —

Da min Emmas Himmeløie luktes,

Gik kun Stiernen op igien, som sluktes,

        Doppelt yndig i en andens Smil?