Kierlighedens reene Lue!
Naar fra mørke Skyer, som true,
Hendes Mishags Piil mig saarer,
Dan i Regn af mine Taarer
Veemods skiønne Himmelbue!
At dog Vidnet om min Smerte,
Som hun volder dette Hierte,
Hun med Velbehag maa skue.