Erindring
Harpesang.
Harpesang.
Naar Børn sig om mig slynge
Ved snurrigt Eventyr,
Naar i det hele Klynge
Det mindste selv ei knyer:
Den Fryd, som om mig tindrer,
Og Glæden i mit Bryst,
Mig veemodsfuldt erindrer
Min Barndoms tabte Lyst.
Naar i en Kreds af Venner
Om Bollen paa mit Bord,
Jeg glad min Sorg bortgienner
Med Klink i fulde Chor:
Jeg stedse dog fornemmer,
Veemodig vel tilfreds,
At Hiertet aldrig glemmer
Sin Ungdoms første Kreds.
Naar mellem hulde Piger,
Som lytte til min Røst,
Et Glimt af Fryd sig sniger
Med Længsel i mit Bryst:
Jeg zittrende fornemmer
Af Suk i Harpens Klang,
At Hiertet aldrig glemmer
Sin Elskovs første Sang.
Og hvor mig her paa Jorden
En Livets Sol oprandt,
I Syden, og i Norden,
Hvor jeg et Eden fandt,
Jeg overalt fornemmer
I Flagren, Engles lig,
At Hiertet aldrig glemmer,
En Huldflor af Kierminder
Jeg giemmer i mit Bryst,
Som end dets Harpe binder
Til Barnekrandsens Lyst.
Selv under selvgraa Haar
Jeg veed, den visner ikke
Før Hiertet meer ei slaaer.
Thi mangt et Held forsømte
Jeg i mit Sanger-Liv;
Selv mangen Pligt bortdrømte
Mig Harpens Tidsfordriv.
Jeg tabte, spildte, glemte,
Hvad Verden har og veed;
Men hvad mit Indre giemte
Var dig, Uskyldighed.