Jens Baggesen (1764–1826)

Det er smukt, naar det er kommen saavidt i en Litteratur, at en Digter, der har helliget sin Muse Dannished i høieste og reneste Betydning, seer sig nødsaget til at skrive en Apologie for en blufærdig Lovsang til Blufærdigheden, eet af de fineste og kydskeste Digte, der nogensinde ere flydte af hans reene Pen. Det er et sørgeligt Beviis paa Phantasternes almindelige Fordærvelse, paa de kaade parnassiske Pøses dybere og dybere Nedsukken i det Leerdynd, giennem hvis gule Flod de see alt hvad der spiller høit derover, naar og blot et Par af disse ere i Stand til at finde mindste Smuds, end sige Uteerlighed, i en Hymne, som den til Uronia. Uagtet jeg nu med høieste Grad af Harme maa udbryde ved denne Leilighed i Nannas Ør: „Dyden rødmer ved sit Forsvar“ — saa meget mere, da hvad der beskylder mig, „ligner meer en lodden Trold end Hother“ — nødes jeg dog til at bekæmpe og overvinde min Modbydelighed for de Svages Skyld, der paa Grund af nogle tilsyneladende Sammentræfninger kunde fristes til at dømme mig skyldig, i det mindste i en uforsætlig Synd imod Anstændigheden.

        Det er en bekiendt Sag for dem, der ere nogenlunde fortrolige med Litteratur-Reformationshistorien i Tydskland, hvilke Urimeligheder, Uteerligheder — og indtil Gudsbespottelser — Makulaturpakket paa den Tid beskyldte Klopstocks Oder, og selv Messiaden for — med tilsyneladende Føie for den ikke fine Portion af Publikum, der aldrig er i Stand til at fatte det høieste lyriske Sprog, og deels af Uvidenhed, deels formedelst en gemeen, ofte smudsig Fantast-Opdragelse, finder Tvetydighed i alt, hvad der er Skiult — een og den samme Hemmelighed i alle Gaader — og Figenblade i alle Dækker. Naar den ædlere Phantasie seer Kydskhedens Gudindes stille Smiil i Nannas Ansigt, finder den plumpe Indbildningskraft i de selvsamme Træk en Tyv med en stiaalen Kaalstok.

        Det Reene, det Uskyldige, det Blufærdige — med et Ord det Jomfruelige i Modsætning af det Smudsige, Ryggesløse, Uforskammede, foresvæver den partheniske Sanger i dette lille mystiske Digt i alle de allegoriske Gestalter, der legemliggiøre dets Aand i Naturen, i Kunsten, og i Livet, mellem hvilke han i en lyrisk Flugt udhæver de meest paafaldende plastiske. Aanden selv foresvæver ham under Billeder af en Jomfru, Virgo, deels paa Himmelen: Virgo cum Virga, deels paa Jorden: Virgo Mons (Jomfrubierget), deels i Havet: Virgo Amphitrite (Havnymfen, før hun blev givt med Neptun) — deels, endelig, Jomfruernes Jomfru, som han ikke engang vover at nævne. Denne seer han nu i adskillige mythiske Forvandlinger, eller hvad der er det samme, i ligesaa mange beslægtede Symboler paa Reenhed, Uskyldighed, og Blufærdighed — fra Vas Electionis af til Vas alphabetæ (a) fra Aphrodites Concha, og Hebes Skaal, til den hankede Theekoppe, og Englændernes paa Bordet bragte Reenselseskar eller, egentlige Spølkumme.

        Navnet Uronia, (græsk Οὐρονία, af Οὖρος, et Bierg med den qvindelige Endelse, altsaa: Biergjomfruen ɔ: Virgo Montis, Diana, Parthenis) antyder allerede tilstrækkeligen hele den i Hymnen herskende Grund-Idee (b). Det opvækker endogsaa meer end noget af de poetiske Navne, hvorunder jeg hidindtil havde besunget min beskyttende Muse (Urania, Parthenis, Lilia, Idealia, Psycharion, og deslige) Forestillingen om Skiulthed, Hellighed, og Høihed, deels ved det Usædvanlige, deels ved Klangen selv, deels ved Biergbilledet deri. Saa meget desto kaadere og lumpnere er den liderlige Skamskriblers aldeles ugræske og mod alle etymologiske Regler stridende Afleden af Οὖρον. Ikke at tale om, at den Vase, hans Frækhed her nævner paa Dansk, (Matella paa Latin — og som Aristophanes kalder ἀγγεῖον οὐρηρόν) paa Græsk med eet Ord kaldes Οὐρητρίς, trodser jeg alle Verdens Philologer, at opvise nogensteds Navnet Uronia anbragt i denne Betydning. Navnet Uronia er etymologisk beslægtet med Navnet Urania, begge nedstamme fra Οὖρος (Mons), og betyde den høie himmelske Muse, paa Grund af den ældgamle Forestilling om Himmelen som et Bierg (Olympus, Himala) og mine frække Beskylderes Angreb paa Grund af tre Bogstaver deri, som svare til deres Anskuelse, er ligesaa latterlig, som om en Græker eller Dansk vilde finde noget Lumpent i Olympen, og en Latiner eller Fransk noget Ondt i Himmelen.¹

        Saavidt Navnet. I den hele Hymne selv findes ikke eet eneste uædelt, end sige uhøviskt Ord, intet, der og blot langt fra kunde opvække mindste Begreb om det, jeg især har giort til min litterariske Bestræbelse, at forfølge. Hver Strofe aander Ewaldsk, Klopstocksk, Petrarkisk, og Schillersk Virgillianismus, jomfruumsælig Udtryksbeskedenhed, og Gienstanden værdig Delikatesse. Den høitidsfulde Begyndelse hæver allerede enhver uskyldig Phantasie høit fra Jorden til Hellighedens Sphære.

        Hensyn paa det søde mystiske Sværmerie, som lettede Vestalerne i det gamle Rom, og endnu lette Vestalerne i det nye, Opfyldelsen af en modnaturlig Pligt, der (hvis nogen) med Rette kan kaldes en Livets Byrde. Intet uden Reenheds og Hellighedens foresvævende Ideal kan forklare den timelige Opoffrelse af al jordisk Glæde, der er forbunden med en bestandig Kamp mod det Gemeene i Kunsten, og det Dyriske i Naturen. Det er det bestandige Hensyn paa „Udvælgelsens Kar Vas Electionis“ den hellige Jomfru „Vesta — Maria,“ der letter baade Jomfruen, og Jomfrudigteren Kampen.

        Reenhed, i sammes hele Omfang², er hidindtil aldrig af nogen Digter bleven personificeret, hvorfor og et nyt Navn for samme har maattet sammensættes. Heraf Sangerens Forlegenhed, hvorledes han skal male en ny Gienstand ved Hielp af gamle Ord paa en umiskiendelig Maade. At det ikke var en utidig Frygt, han her yttrede, viser noksom den indtrufne Miskiendelse.

Fra Kuppelen til det mindste hvælvede Laag — fra Tvillingbierget Libanon til Liliehoiene, Høisangen omtaler — fra Oceanet til Bægeret — fra Halvkuglen af Verden til Halvskallen af et Æg — og fra Himmelen selv til Dugdrøppens Halvperle.

        Kuglen, eller Sphæren, hiin i den konkrete, denne i den abstrakte Betragtning, er Fuldkommenhedens Sindbillede og Form. Men denne er og bliver uendelig uendelig, hvorved den og netop svarer til Ideen, det uendelige Begreb. Først ved Giennemsnit opkommer den endelig uendelige: Halvkuglens eller Hemisphærens ɔ: Bægerets og Kalkens, Hvælvingens og Brystets. Under denne, som vi kalde Reenhedens og Uskyldighedens Form, have alle Jordens Slægters og Tidsalderes Phantasie og Indbildningskraft meer eller mindre bestemt forestilt Gienstanden for Kierlighed og Beundring, Andagt og Tilbedelse. Herfra den Rolle, Bægeret og Bægerhaanden spiller i de ældste indiske Myther, Urnen og Vasen i de senere, Bierget og Brønden i dem alle. Det er intet uden Anskuelsen af det Høie og det Dybe i Kuglens eller Sphærens polariske Betragtning. Men da alle polarisk modsatte Begreber (der, som saadanne, allerede spille med i det endelige) kunne fattes under dertil svarende Billeder eller Anskuelser, er denne Form ogsaa Tænkeren velkommen eller, rettere sagt, han nødes, som Fremstiller af sine Tanker, til at hentye til samme. Rummet f. E. aabenbarer sig Phantasen fornemmelig under Himmelhvælvingen, den udstrakte Befæstning — Tiden i Oceanet, der oprindelig var en Strøm — det Tørre i hiint, det Vaade (eller flydende) i dette. Rummet er, saa at sige, Amphiteiche, Tiden Amphitrite.

        Den reene Philosophie kan aldrig blive Mængdens Sag; selv Begrebet, som skiules under hvilketsomhelst Sindbillede, bliver den aldrig klar, opgaaer aldrig, som lyst Begreb, i dens Hierne.

        „Phosphors Vugge“ ɔ: Himmelen, og Urnen. — Lyæus’s Grav ɔ: Havet og Bægeret.

        „Luttervæg.“ — Himmelhvælvingen er lutter Væg³, ligesom og enhver Urne.

        „Kulturens portative Røde Hav“ ɔ: Vinens, Druesaften, som „Lyæi Grav“ ogsaa spiller paa. Saaledes med Hensyn til det hellige sokratiske Bæger, og Viinofferskaalen i Templerne. Men i en mindre Bibetydning er det Porcellinvæggen her ogsaa meenes, Theeskaalens nemlig, og Kulturens portative røde Hav bliver da Theen, som Digteren før i en Ode, helliget Uskyldighed og Finhed, har besunget⁴. „Portative“ kaldes her baade Drikke, ikke blot for at tilkiendegive det Lille (Havet i Miniatur), men tillige forsaavidt begge tilføres os Danske udenlands fra. Endelig spiller denne omvendte Hvælving, Luttervæg, med sit røde Hav paa Kulturens hellige selskabelige Bolle. En saadan besidder jeg selv af japansk Porcellin, og dens desværre skiulte Herlighed forlyster i det mindste min Indbildningskraft, da jeg aldrig tænker mig noget mindre deri end Biskop, ofte Kardinal, og stundom (uden at trække Helligheden her ved Haarene) selv Pave. Jeg behøver vel ikke at anmærke, at Blomsterne fra de „japanske Kyster“ blot ere malte; dem, der aldeles ikke forstaae det poetiske Sprog, har jeg maaskee stundom noget at sige, men aldrig noget at synge. Under denne Blomsterrand ere Stierner anbragte, som jeg med pindarisk Kiækhed kalder Himmelens Hunde — (Sirius og Procyon for dem alle.)

        Amphiteiche forvandler sig her til Amphitrite, ɔ: Lutterhule (hver Græskkyndig veed, at dette er Betydningen af Ordet), og hvad nys foresvævede Phantasen i det Høie, og i det Tørre, foresvæver den nu i det Dybe. „Underlivets“ — det egentlig poetiske Livs — „gyldne Floder“ gyde sig her i det dybe Helliges reene Favn. Vi ville siden see dem nedstrømme fra det høie Helliges reene Kilde. At jeg i en Hymne, som jeg udtrykkelig kalder et Forsøg i den mystiske Poesie, benytter mig af et Ord, som alle vore mystiske Digtere have antaget, med Ret eller Uret, kunne disse i det mindste neppe tage mig ilde op.

Ja, sandelig! det er det, og det bliver det endnu disse Usle, trods alle mine oplysende Forklaringer. Kun saa meget værdiger jeg at sige dem, at min Gienstands sande Navn er det polarisk Modsatte af hvad deres ureene Phantasie har drømt sig.

        „Tause dyrke.“ Reenhedens Dyrkelse er taus; ogsaa, naar man blot bruger Tandbørsten og Mundforfriskningsvandet, taler man ikke.

        „Urons Helligdoms Uranioner.“ At a’et her for o er en Trykfeil, kan jeg ikke blot beviise med mit Manuskript, men bevises noksom af Verset selv, da, hvis jeg havde meent Uron, maatte dettes Helligdoms-Chor have hedt Uronioner. Noten „Urim“ (Lysene) giør desuden klart nok, hvad jeg mener —

som Danfanas Præst nemlig.

        Spiller paa Engellændernes Maaltidsbrug, at sætte krystalne Spølkummer paa Bordet, efter Deserten, naar det egentlige Drikkelaug begynder. Andre europæiske Nationer have anviist Vaskefadet (vas ablutionis) en ganske anden Plads, og forrette gemeenligen deres Mund- og Haand-Reenselses-Akt, ved en Servante i Hiørnet af Sovekammeret. Hiint kalder jeg, at have bragt den uskyldige Vase, hvis Billed fastholdes i hele Hymnen, fra Skammekrogen til Ære. Fingrene, der dyppes ved saadan Leilighed, kalder jeg de „rakte Liliestængle,“ som dannede Engellænderinders sneehvide Hænder ofte have foremalt mig.

        „Bebudende — Virgos og Virgas hulde Himmelvagt.“ Sigter til Symbolet hos Grækerne paa Anstændigheds-Zepteret: ραβδος, Virga. Hiin Fingerdyppen bebuder nemlig Damernes Bortgang fra Bordet før Glædens Svimmel begynder. I de Gamles Orchester (θυμελη) saae man nemlig ofte strakte saadanne Liliestængle, for at overholde Tugt, Ærbarhed, og Anstand⁵. Riset er overalt Tugtens Sindbillede.

        Denne Strophe er allerede tilstrækkeligen oplyst i Noten til samme, og erholder sin fulde Forklaring i den næstfølgende Strophe:

        At Venus fremtraadte i den reeneste Uskyldighed paa Jorden udtrykker Mythen ved at lade hende opstige i en Concha marina, Symbolet paa Jomfrueligheden. Ogsaa her er Forestillingen af det Reene Grundforestillingen. Men at Alkalis-Phosphor kan uddrages af Conchylier er Chymisterne bekiendt. Mine Vorgængere ere Marggraf, Morveau, og Westrumb; den kan altsaa poetisk siges paa Jorden, som paa Himmelen, at opstige af Concha. At det Uædle her i Lyd ligger saa nær ved det Ædle, er ikke min, men Sprog-Polaritetens Skyld. At ikke blot Uros og Urna, men mange andre ædle Homonymer, formedelst noget meer endog end den blotte Lydlighed, opvække uædle Forestillinger, derfor maa man anklage den oprindelige Dualisme i Naturen, som Fransken rigtigen udtrykker med sit: Les extrêmes se touchent. Men naar jeg i min lyriske Flugt igiennem alle Phantasiens Regioner fastholder Billedet af Urnen, som Vas electionis, ablutionis, purificationis & sacrificationis — og en gemeen Læser, som jeg allerede med mit Motto har bortgiennet fra Templet, jeg ofrer i, mistyder dette Billede, saa tør jeg vel udbryde med den ærlige Forfatter af Tractatus de fonte Scientiæ chemicæ: „Hvo der blot har Øine for det Udvortes, vil miskiende vor Videnskabs Jomfru med en Sands, der er vort Mysterium uværdig; thi Skiøgen viser sig ofte sin Beiler i lignende Klæder. En saadan Vanhellig vil miskiende vort Bierg, vor Mercuriusstav⁷, vor Luna⁸, vort Reenselsesvand, og især vor Vase. Hvad denne angaaer, da har Bedragerne den vel tilfælles med os (og i disse udvortes Ting overtræffe de os ofte, eller maaskee altid), men vor Vase, kalde vi den Vase, som de ikke besidde. Sandelig jeg siger Eder, at vore Kar ere hemmelighedsfulde, og ingen uden Philosopherne bekiendte, som de eeneste, der indtrænge i det Væsentlige af vort Værk. — — Derfor, kiære Broder, giør dig ingen Betænkning over, at jeg har regnet Vasen (eller Karret) til de Ting, som giøre Stenen (de Vises nemlig) væsentlig; thi heri følger jeg alle Philosophers Meening, som have skrevet i denne Kunst. Isaac Sendivogius skriver om dette Kar, kalder han det Naturens Vase. Flammellus, som og Artephius, Lullius, og alle andre, ere af samme Meening.“⁹ (Ordret Oversættelse.)

        At Æsthetiken har Principier a priori (reene Principier) formedelst hvilke den er bleven en philosophisk Videnskab, tvivler vel ingen paa, efter Kants i denne Punkt ikke blot uomstødte, men uanfægtede Critik af Dømmekraften. Men, at vor store Carstens, vor endnu større Evalds Qvintil, vilde have virket ulige meer til en os aldeles manglende æsthetisk Lovgivning, end han ved det lille Bidrag i Skiønne Videnskabers Selskabsskrifter har giort, dersom han ligesaa meget havde dyrket den reene Deel af Kunstlæren, som den historiske og pragmatiske, troer jeg — og, hvad jeg, i saa Henseende, troer om ham, troer jeg om hans Efterfølger i unge Digteres Opmuntring og Veiledning, Professor Rahbek. En grundigere Philosophie over Digtkunsten, eller, hvad der er et det samme, en reenere critisk Theorie, vilde have giort den første af disse Danmarks Æsthetikere lidt mindre nøieregnende i de uvæsentlige, og den sidste noget mere streng i de væsentlige Kunstfordringer.

        Reenselsesfesten fandt, og finder endnu den Dag i Dag fornemmelig Sted i Nymaane (Novilunium — Interlunium) paa Grund af velforstaaede virkelige, eller blot indbildte kosmiske Forhold. „Dannemænd og Danneqvinder“ betyder her det samme som Mænd og Qvinder, i deres Dannished betragtede. Dannished er hvad der er ædelt, reent, og dannet. Cultus og Cultur staae i oprindelig Foreening med hinanden; den første Menneskelighedens Cultur begynder med en Cultus. At Guderne trænge til Røgelse var i Grækenland og Rom Ordsprog — og Forestillingen om denne Trang er almindeligere end den om deres evige Nok i dem selv. Urnen paa Ryggen af den sydlige Himmelslange forestilles derfor her, som deres staaende Røgelseskar i Olympen.

        Bægerformen, Jomfrubrystet, Kalken, Koppen, (Hemisphæren med eet Ord) er den skiønneste Livets endelige Form, og den hyppigste i alle Naturriger. Kun hvor Krystallisationen, og Døden hersker, forsvinder den. Ikke blot den halve Verden i det Store, men den halve Verden i det Lille, besidder den. Tillien her, i Modsætning af Himmelbuen, er Havfruens Tillie, Havet.

        I denne og følgende Strophe foresvævede Digteren den teutoniske Pindars Ode til Stiernerne:

og — — — — — —

især forsaavidt han her lader Vandmanden (Aqvarius, Ganymedes) udøse Himmellyset af Urnen. Denne Urne kalder jeg alle hellige Vasers, og Skaalers Perle — Himmelherrens (Jupiters) Velsignelses Fyldes Kar:

        Paa de fleste Himmelglober og Himmelkort forestilles Lysudstyrtningen af Vandmandens Urne, som en Flod, der strømmer fra Aabningen af Urnen, hvor Stiernen Situla betegnes, fulde fem og tyve Grader ned til den sydlige Fisk, i hvis Mund, Fixstiernen af første Rang, Fomahand, funkler. Havde jeg til Udmalen for Phantasien af dette Flud kunnet udfinde noget Udsøgtere, end „destilleret Nektar,“ havde jeg valgt det.

        Havde Tycho Brahe i det bekiendte ulykkelige Tilfælde tilsidesat Stuens for Himmelens — Frøkenernes for Jomfruens’ — den jordiske Kammerjunkers for den himmelskes — og Flaskens for Urnens Betragtning — havde han tyet til den ham ellers saa kiære Stiernehvælving, og var gaaet ud i frisk Luft til rette Tid — saa havde han maaskee fuldendt Udarbeidelsen af sit Himmelsystem i en Grad at man aldrig havde drømt om, at ombygge det. Hvis Digteren her havde havt den gemeene Gienstand, smudsige Phantasier have paadigtet hans Hymne, for Øie, hvorledes havde han kunnet regne den iblandt Himmelens Skatte?

        Digteren samler nu sine jordiske og himmelske Reenheds og Uskyldigheds Billeder — Kalken i Spidsen af hine, og Urnen i Spidsen af disse — i Anskuelsen af alle Skaalers Skaal: Udødelighedens Bæger. Det er nu hverken meer eller mindre end Uronia selv (den paa Jorden nedstegne Urania, der foresvæver hans Andagt, som Hebe med den ham rakte Skaal, hvilken han, som hendes offrende Præst, modtager, herneden — vel „under Horizonten af sin Himmel,“ men dog „ved hendes Thrones Fod“ — (i Danfana) — vel „omslørt;“ men dog ham bevidst, og i Tankerne hyllig:

        Man tillade mig, til Beslutning af nærværende Kommentar, en sig ved denne Leilighed af sig selv frembydende Bemærkning. Jeg sætter, at jeg virkelig i dette, som vel endog mit meest samvittighedsløse Fiende maae tilstaae, tilslørede, altsaa i det høieste tvetydige Digt, havde besunget en aldeles jordisk Gienstand — jeg sætter, at jeg havde tilladt mig engang, hvad Virgil, hvis erkiendt reeneste, kydskeste, fineste blandt alle Muser vandt ham Navnet „Jomfrudigteren,“ tillod sig, da han besang Loppen: istedenfor, nemlig, ved sandselig Fremstilling at nedbringe det Høieste fra Himmelen paa Jorden, ved aandelig Idealisering at hæve det Laveste paa Jorden til Himmelen — jeg sætter, at jeg engang havde giort dette, — var det og blot for at beviise, at der i Naturen er intet saa raat og stygt, det jo ved Talens, end sige Sangens, Indklædning kan vorde forskiønnet,¹⁰ — hvor urimeligere var ikke da endnu den Beskyldning, man har giort mig? Hvilken yderlig Omhu for ikke at saare det ømmeste Blik eller det kræsneste Øre — hvilken anvendt Flid paa Sprogets fineste Polering, paa Sammensøgningen af hellige Billeder fra Naturens, Kunstens og Videnskabernes fierneste Regioner — hvilken fast utrolig Kunst i Sammenstemningen af saa forskiellige langt fra hinanden liggende, meer eller mindre berørte Strænge til een høitidelig og reent klingende Harmonie — og endelig, hvilken uhyre kold Besindighed og rundt om sig blikkende Forsigtighed midt i Phantasiens dristigste lyriske Flugt — maatte ikke denne Hymne forudsætte hos den syndige Forfatter? Og til hvad Ende? hvis ikke for aldeles at skiule, altsaa fuldkommen ophæve sin Synd? Antaget altsaa, at det virkelig var hans Hensigt, at begaae den eneste tænkelige Forbrydelse i det værste Tilfælde, den nemlig: at synge hvad der ikke bør nævnes i godt Selskab, saa har han jo tilintetgiort Hensigten selv med Udførelsen, og med Midlerne, han har anvendt. Han vilde være i det omvendte horaziske Pottemager-Tilfælde: have, nemlig, lagt det an paa en lille Potte, og ved Hiulets Omdreien faaet et Viinkar færdigt.¹¹ Men hvo indseer ikke det Urimelige heri? og, sæt, at det og var mueligt, mon man ikke snarere vilde beundre en saa tusindkunstlig Pottemager, end dadle ham? — Fandt jeg Hymnen til Uronia, som den er, skreven af en anden Digter, og kunde det et Øieblik falde mig ind, at troe den havde til Gienstand det gemeeneste blandt de Kar, der dannedes til Vanære, vilde jeg istedenfor at skrive en sokratisk Apologie derfor, skrive en isokratisk Panegyrik derover. Hvad jeg i det mindste vilde sige om Forfatteren, var dette: at han maatte være af en forunderlig hellig, reen og fiin Natur, da det ikke engang kunde lykkes ham, at anbringe en eneste Uartighed ved en Leilighed, hvor han heel igiennem vilde være grov — og at hans Kunst, da han deri syntes at afgive den fuldkomneste Contrast til Harpyernes iblandt hans skrivende Læsere; at ligesom ved disses Anpust den kosteligste Offerbrad og Festviin bliver til væmmelig Edder og Gift, saaledes blev derimod baade Øl og tørre Jyder til Nektar og Ambrosia ved hans Anretning. Dog, det være langt fra mig, at ville prale med en saa overnaturlig Reenselses-Evne. Besad jeg den, vilde man for længe siden kunne gaae med Skoe og Strømper paa igiennem vor Litteratur, hvis Augias-Stald jeg vel med privat herkulisk Mod, men uden mindste lykkelig Tilhielpen af den kaade Strøm, eller offentlige Nordvind¹², paatog mig at feie. Men, ak! hvad kan jeg med min lille Vase, fyldt af Vievand, til Bortskyllen af Parnassdyndet, hvori nu ikke længer blot Pattegrisene og de smaa nattegamle Føl, med poetisk Vælighed, men af og til endog store Vildsviin, og for lang Tid siden udasede poetiske Heste, med prosaisk Magelighed boltre og strække sig? —

Saa lidt, som det i Palais Royal anbragte Bassin, hvorpaa man har sat ovenstaaende Distichon, der paa Fransk, efter Professor Rochas’s Oversættelse, klinger saaledes:

hvilket jeg, paa Dansk, har god Grund til at oversætte frit paa følgende Maade: