Jens Baggesen (1764–1826)

Nu, lille Ven, nu, vi forstaae hinanden,

Nu ville vi alvorlig giennemgaae

Hvad Phantasien siger mod Forstanden,

Og for det første saadant lade staae!

Hvor mange Surer har den Alkoran-Papism

Man kalder nutildags i Poesie,

Paa Grund af, hvad os skrevet har de Ti,

Digt-genialsk Parterrorismus?

Hvor mange Parter er der i

Den jakobinske stolte, stolperolige,

Spor-min-hovmesterlige, bil-be-bolige

Abracadabara-Mythologie,

Der grunder sig i Tro paa den utrolige

Nutidens Cibberske Philosophie

Med hele Dunciadens Dumhed i?

Men er vi ikke Protestantere, vi?

Vi to, min Lille! ja! men, for at protestere,

Maa vi see til, at blive flere;

Og for at protestere med lidt Fynd,

Maae vi for’ alting vide lidt til Grunde,

Hvad, hvorimod, hvorledes, og hvorlunde! —

For at udøve Dyd, man først maa kiende Synd,

(Forstaaer sig, theoretisk kun) — hvis ikke,

Behøvede man Næsen ei at stikke,

Som Skoledreng, i mindste Bog;

God er ei længer nok, man og maa være klog;

Og, for at blive det, maae man det Gale kiende;

Vort Livs Barnagtighed fik ellers aldrig Ende.

Men var det ikke got, den aldrig Ende fik?

Jo! hvis den kunde blive, som i Eden

Før Faldet, eet, min Ven, med Barnligheden;

Men mellem vorne Digtere herneden

Den holder ikke længer Stik.

Vi tør ei meere paa Naturen stole;

Vi maae nu eengang giennem Kunstens Skole!

Maae gaae til Provsten — til Information,

Til Fielleboder, og til Fakulteter —

Paa Prøver — paa Parterrer — paa Priveter

Og Privatissimer hos Povl og Peter,

I vor Poet-Religion.

Vi ei gaae nøgne meer i Uskylds Have;

Vi har ei Skiorter blot, men lange Buxer paa;

Og i vort Eden her Naturens blotte Gave

Til paradisisk Fryd kan nu kun lidt forslaae.

I Norden, hvor Naturen aldrig sveder,

Naturens Søn desmeere svede maae;

Kartofler selv, end sige Saligheder,

(Hvis og for intet man dem kunde faae)

Man her til Lands dog ei kan spiise raae.

Kultur maa til, min lille Ven! — Polering

Af alt det lidt, vi har, i Smagens Syndefald —

Og selv den allerstørste Stolpe-Skjald,

Var han og nok saa født til sin Regiering,

Har nu omstunder nødig — lidt Studering.

Hvormange Parter altsaa, nok engang,

Er der i den nu giængse Cibberismus,

Der lugter rigtig nok i Reglerne for Sang

Af høist papaverlig Papismus? —

Svar, som der staaer i Drengebogen!

                                        Fem!

Fem Parter! Rigtig! — Nævn mig dem!

Den første Part er: Kiempens Tolv Bud-Ord —

Den anden: Dvergelaugets Troeartikler —

I tredde Part: Han selv med Fynd udvikler

Smagsvidenskaben ved sit eget Bord —

Den fierde: Freyas Alters Elementer —

Den femte: Dommens Dag — endnu man venter.

Fuldkommen rigtig! Nu, min lille Ven!

Nævn mig de tolv Bud-Ord!

                        Hos Wegner-Peter

De staae jo — jeg har glemt dem alt igien.

Der har du een, saa læs mig dem af den!

„Jeg Selv, jeg er din Asgud, unge Flok

„Din Digter, og din Doctor, og din Kok.

„Du skal ei troe paa fremmede Poeter,

„O Publikum! jeg siger dig,

„Du skal kun elske, og kun frygte mig!

„Og hvad jeg selv har sagt, det siger min Trompeter.“

Det er: Vi skulle frygte, lyde, troe

Den nattegamle Digtnings A og O.

Forstaaer sig, hvordan ogsaa man vil vend’en,

Den er: A — O — Begyndelsen og Enden!

Begyndelsen var kort, men Enden varer ved. —

Det andet Bud! (smilende) Det staaer nok samme Sted?

„Du skal, saa tidt dig saadant maa behage,

„Hvert helligt Navn forfængeligen tage;

„Og appellere frisk til Landets Faders Dom,

„Saasnart et Uglspilsalter rives om!“

Det er: Vi skulle Vildskaber lide,

Hvis ikke, „skal os alle Maren ride.“

Det tredde?

                „Naar du digter, kom ihu,

„At der er ingen Søndag meere nu!“

Det er: Vær i din Digtning ganske søgen!

Gaae med din Vollebæg saa got, som nogen!

Grasseer om Dagen med hver Gadedreng

Langs med hver Molbek neden om i Flæng!

Og kommer det engang med dig til Dratten,

Saa lig der ganske rolig hele Natten,

Med dine Laurbær dækt, som i en Seng!

Det fierde Bud?

                    „Naar du giør alskens Oder,

„Foragt din Fader, og hver Lærer i

„Din efterhaanden glemte Poesie!

„Og nægt for alting, at du har en Broder!“

Det er: Før du har naaet Parnassets Top

Spark Stigen ned, hvorpaa du kravled op!

Hovmesterer dit Vildskabs to Censorer,

Der, førend du saavidt deri det drev,

At Svend af overgiven Dreng du blev,

Alt begge vare Vidskabs Professorer!

Kald i dit Fiskerie „Skrubtudse mod din Sol“ —

Og „steen ham med Kastanieskallen,“

Den Mand, som først knæsatte dig i Hallen,

Hvor han indrømte dig sin egen Stol!

Du holder, hører jeg, fuldkommen hvad du lover!

Du springer intet Streget over. —

Det femte Bud?

            „Dræb, hvad af Liv du seer,

„Alt dræbeligt — og endnu meget meer!

„Slaae ned for Fode, hvad der er forhaanden:

„Bogstaven først, og siden Aanden!“

Det er: Du skal paa Scenen uden Skiel

Slaae Fader — Moder — Konge — Ridder — Træl —

Opgravne Liig — og Spøgelser — og Sproget —

Smag — Anstand — sund Fornuft, og saadant noget —

Og endelig — Dig Selv tilsidst — ihiel!

Og uden for Theatret skal du døde

Det øvrige, for Spøg, og blot til Lyst;

Og, mens du lader Træer og Bægre bløde,

Med komisk Grumhed saare „Sandheds Bryst!“

Fortreffelig! Men nu — det Siette!

Hvorledes komme vi med det tilrette?

Det siette Bud er ingen Børneleeg —

Og dets Forklaring har en dobbelt Streg.

„I det Erotiske lad uden Maade

„Paa Faustisk Genialiteten raade!

„Følg Heltenes Exempel! Er du Karl,

„Saa giør, som Hugo, giør, som Hakon Jarl!

„Og er du Møe, giør Karlen kort sin Pine —

„Speil dig i Bertha, Clara, samt Amine!“

(Hvad giorde de, Herr Provst? Forlad,

At jeg, som Barn endnu, Dem spørger ad!)

Det kan man, efter min Formeenen,

Ei sige ganske ligefremt,

Det kan man ikkun see paa Scenen —

Og hvad de giorde der, var meget slemt!

O sig mig det, som Fader!

                                Nu! — de legede —

Men spring kun over alt det Doppeltstregede;

Det overgaaer en Tiaarsdrengs Forstand.

Men Drengen bliver Karl, og Karlen Mand —

Naar den Tid kommer, kommer og Forklaringen.

De sagde nylig dog, det var omsonst

I denne Tid, da vi behøve Kunst,

At forebygge Syndefaldserfaringen.

Det siger jeg endnu, min lille Ven!

Men dermed har jeg aldrig villet sige,

Man skal unødigen forhaste den —

Lad os det syvende nu høre!

Men hvis jeg faaer: Udmærket got

For alt det øvrige, vil De da blot

Det halve siette Bud mig lidt forstaaeligt giøre?

Det halve?

                Ja! jeg meener Karlens Pligt

I hvad man kalder ægte Helte-Digt —

Velan! det lover jeg dig! — Hvordan klinger

Det syvende?

                „Til Svaneflugten op

„Paa Musebiergets nye danske Top

„Stiel Fiær af lutter sorte tydske Vinger!“

Det er: Lær Göthe, Tieck, og Schlegel udenad,

Især hvad Tydskland allerede

Har glemt af dette Kløverblad!

Tyg Drøv paa det! Til Ewalds, Wessels Qvad,

Og Baggesens jeg veed ei hvad,

Lad aldrig dig i Dannevang forlede!

Smugl ind, som stakkels fattig Handelsfux

Med blot og bart Papiir, og intet andet,

Foragtende hvad voxte her i Landet,

Daraussen fra din hele Lux!

Men, blot fra Sachsendraussen, notabene,

Og blot fra Sachsendraussenet, det ny!

Kiernhændlen med de Gamle sky,

Hvortil du regne bør de Franske!

Med Græsk, og med Latin, med Engelsk, og med Fransk,

Som plattydsk-Kiempeviise-Dansk,

Du vilde blot din Smag forvanske.

(Forklaringen reent tydsk nu taler,

Da der er Spørgsmaal her om Idealer)

Men, singe dich in deiner Seele heiser,

For Prosodiens Skyld! und ließ den großen Reiser,

                            Jeg troer det syvende

Det vigtigste blandt alle Bud; thi Fem

Har just i Kiempeviiserne sit Hiem,

I Tragika?

                    Det ottende, det tyvende,

Vel torde være nok saa vigtigt i

Den ny vor store Digterdur tilhørende

Og alle Fuxer ene saliggiørende

Freijaskede fordømte Poesie.

Lad høre det — det anonymisk smeldende —

Det nu omstunder næsten eene gieldende!

„Udslet dit eget Navn med lutter Jask,

„Og skiult i Smug bagvask! bagvask! bagvask!

„Naar høit, som Thor, du selv ei meer tør tale,

„Lad Pøblen for dig tordne, lyne, gale!“

Det er: Naar du kan ikke længer staae,

Som Helt, paa Heldingen, imod Kritiken,

Du skal en Molbæk-Mølle lade gaae

Der neden under; og forsøge paa,

Ved den at hævne dig med Navn-Besklikken!

Hvis Møllegangen ikke strækker til

For at faae Fisker-Dyndet til at bruuse,

Kast Steen deri, saa mange, som du vil,

Og lad tre fire Petre deri huuse! —

Men kan imod Parnassets Top

Dermed endnu du ei det tvinge

Til noksom vældig Skvattenop,

Saa lad en Hiort, der tørster, i det springe

Med Hud, og Haar, og Siel, og Krop,

Og tolv forlorne Takker! — Det vil skumme!

Og du skal see, Kritiken maa sig humme!

Jeg troer dog knap, den hummer sig;

Den Løven er nok meer end Krebsen lig!

Det Bud er Kiernen just i Mose-Loven,

Som nedenfra blev given, ei fra oven —

Polariteten viser sig deri

Med den, som Mose gav fra Sinaï —

Mærk det, min Søn! og, trods det Ligelydende,

Der findes i det første Budords Bydende,

Trods Lynenen og Tordnen her, som der —

Trods Hornene — trods svage Talegaver,

Som med hinanden hver tilfælles haver —

Og trods den store Navnlighed især —

See til, du aldrig, naar du Lov studerer,

De tvende Moser konfunderer!

Troer De, jeg kan forvexle Nat og Dag?

Imellem Høir’ og Venstr’ Enfoldigheden

Ei altid skielne kan; men mellem For og Bag,

Og mellem Ting fra oven og fra neden,

Det synes mig just ingen provstlig Sag.

For megen Tillid til sig selv, min Lille!

Kan let fra Skiønnet selv den Beste skille;

Tag sig i Agt!

Det er just ikke ganske Fod i Hose,

Fra Mose-Lov at skielne Lovens Mose,

Som sagt!

Naar man sin Phantasie for meget lâr regiere,

Man begge saare let kan konfundere. —

Polariteten ubeseet,

De to Lovgivere gaae næsten ud i Eet:

Den eene, som den anden, stor Poet —

Den første herlig Landeplage-Tragiker,

Den sidste sand Theaterplage-Magiker —

De føre begge med Autoritet

(Skystøtter, Røg, og Damp, og saadant noget,

Foran dem) deres Folk omkring i Taaget,

Og giennem det saa kaldte røde Hav¹

I Trav —

Den største Lighed ikke at forgiette,

Den nemlig: at der bliver sat en Pind

Derfor, at ingen af dem kommer ind

I Melk- og Honning-Landet, de forjette.

Men hvilken af dem er da vel den rette?

De vil dog ei, Herr Provst, at jeg skal troe,

Som begge Hertzerne, paa begge to?²

Hvad han skal troe, dertil vi siden skride —

Nu er kun Spørgsmaal om, hvad han skal vide.

Der har vi Hannet, Gudskelov, igien —

Hvergang han chikanerer, lille Ven —

Lad høre nu det niende, min Kiære!

„Du skal ei blot din Næstes Huus begiere;

„Men overalt, i hver dig fremmet Borg,

„Hvor der er Digter-Gammen, eller Sorg,

„Aldeles, som om du var hiemme, være!“

Det er: Naar een et tragisk Slot har bygt,

Saa skal du boe deri, som Baldur, trygt;

Den Gamles Æ saa got du kan udslette,

Og over Porten U for Æ’et sætte,

Blot føiende „hin Gode“ til endnu;

Thi, hedder Baldur først, hin gode, du,

Saa troer man let, din Formand var den slette.

Gaaer du et komisk Lysthuus skraas forbi,

Saa lad et Alter bygge dig deri! —

Paa Grund af Wessels Mads med Bukkelægge,

Og Holbergs Arv (som du har attrapeert)

Siig, du har Huuset arvet efter begge,

Hvis noget er deri spoleert! —

Ryk ind med din Natur i hver en Kunstens Hytte!

Og boer der nogen, lad dem flytte!

Hvis i Forlegenhed du kommer, eller kom,

Begier ei blot privat poetisk Eiendom,

Men alle Musers offentlige Tempel —

Den danske Skueplads bestandig, for Exempel!

Egregié! — Det tiende.

                                    „Sna-pak

„Bepestapan-dipigepen ba-pag-

„Bependt o-pog rapavagapalt ipi

„Dipin ko-pomiske Po-poesie!

„Bedenke das Ridiculum in hora,

„Das nicht will aufgeschoben seyn!

„Zeig’ auch dabey, du könnest gar Latein;

„Desgleichen ist Periculum in mora.“

Det er: Vær tyk, for alt, og ikke tynd

I den Uvidenhed, hvormed du stempler

Din borealske Dannelses Exempler!

Vær grundig komisk pæredum med Fynd!

Giør Vittigheden i din Flauheds Dynd,

Ei blot saa fersk og flad og falsk, som muelig,

Men dandsebodgemeen — og daarekistegruelig!

At man, ved alt hvad flyder af din Pen,

I bagvendt Fjanterie maa briste reent af Latter

Deels over det, deels over den,

Men først og sidst dog over dets Forfatter!

Plæclaré! — Nu det ellevte?

                                    „Hvis ei

„Kritiken gaaer tilsidst for dig sin Vei,

„Saa gaae du din omsider for Kritiken!

„Gaae fra dit Hiem, gaae bort af Hedenold,

„Gaae fra dit Skialdhuus, fra dit Digterhold,

„Gaae fra din Post — i Polemiken!

„Kiør bort, hvad Tøiet trække kan, i Skiul

„For Slagets Uveir, paa de vendte Hiul,

„Og lad din Hale, Slænger, her i Stikken!“

Det er: — Ja, det begriber nok enhver,

Det er, naturligviis, saa hvad det er!

Benissimé! — Nu er tilbage blot

Det tolvte Bud! Hvis, trods Fornuft og Sandser,

Dig ei Hukommelsen i dette standser,

Faaer du for første Part Udmærket got!

„Du skal omsonst begiære Shakspears Muse;

„Den tydske Werners Februars-Meduse,

„Tiecks Nonne, Göthes Clärchen ligesaa;

„Men Kotzebues Tøiter ovenpaa,

„Du ikke skal begiære blot, men faae!

„Din egen, som dig fødte Hakon, Helge,

„Stærkodder, Axel, og hvad end vil staae,

„Naar al din Udlands Yngel maa forgaae,

„Din egen Ægtemuse skal du sælge!“

Det er: Du skal dig løs i Poesien slaae!

Du skal, som moden Skiald, udskeie,

Og i din Manddom gaae paa gale Veie —

Foragte Skiønheds Lov, Critik, Censur,

Og efterstræbe Vers mod din Natur —

Saa længe, til, ved Misbrug selv af Kraften

I et dig fremmed sydligt Leflespil,

Du til „din Fiendes“ Smerte blive vil

Her hiemme, som du aldrig havde havt ’en! —

Du skal forlange meer en muelig Agt;

Du skal ei nøies med en tragisk Digters Ære;

Men, trods Naturen, og med Diævels Vold og Magt,

Ei komisk blot, men vittig ville være! —

Tilsidst du blive skal saa døv for Venskabs Raad,

Saa blind, for Lægen, Lys, og Lære,

Saa hærdet mod Kritikens Studknivs Odd,

Og selv imod Satyrens Latterbraad,

At du skal skielde for en ussel, arrig Fiende,

Den Brodergenius, der vilde din omvende —

Der er endnu din Ven, som Dan engang vil see —

Og du erkiende selv, naar han er død maaskee!

Om alle disse Bud nu siger Femmen saa:

Jeg er din Asgud, Flok! det kan du lide paa,

Ukyndig, som du selv — og som hiemsøger

Kritiken i til Trods sletskrevne Bøger!

Vee Grammatik, og selv, hvad Drengen veed,

Der med Parnassets Rumlepotte spøger,

Digtbogstaveringen, saasnart jeg bliver vred!

Hvis I min Mads, min Dick, min Zoraide,

Min Hex, min Fugl, min Mær, min Bakkelsvands,

Min af Naturens Kræfters nuomtide

Bestandig meer og meere siunkne, side,

„Nedhængne“ skiønne Virknings bundne Krands —

Hvis I det alt, som sagt, ei gierne lide,

„Saa skal“, saa sandt vi døe! „Jer Maren ride“

„Saa skal vi steene Jer“ i Skokketal,

„Med Olden, med Kastaniens haarde Skal,

„Og hoppende, som Løgtemænd i Mose,

„Jer dybt forvilde, styrte Jer af Hest,

„Og paa Jer breden Ryg os sætte Fæst,

„Indtil I faae et bedre Sind,“ og rose

Vort hele Hurliburli, stort og smaat,

Udbrydende: Det er altsammen saare got! — —

Forlad, Herr Provst! nu kan jeg ikke meere!

Tør jeg nu puste lidt?

                        Pust! — Nu det ærgrer mig,

At der af Karakterer for en slig

Skolar (skiøndt der er nok) er ikke flere!

Hør, lille Gylfe! for „Udmærket got“,

Jeg giêr dig, hør du: Overvættes flot!

For Ellemoseloven.

                                Tak, for Du’et!

Endskiøndt De, naar De ret betænker Dem,

Da jeg i Runer talte kun til Fem,

Dog sætter virkelig et X for V’et.

Tør Sveden af dig! og ifald du vil,

I Aften gaae med mig i Skuespil!

Gaaer De, Herr Provst, i Røverborgen?

Ja, for Musikens Skyld — og kom igien i Morgen.