Jens Baggesen (1764–1826)

Pindsemorgen, før Solen oprandt, stod færdig i Gaarden

Vognen, en Løvsal lig, med nysudsprungene Qviste

Fletted’ i Faddingens Vidiekurv, Bagsmækken med Krandse

Festligbehængt, og Bunden bedækt med glindsende Langhalm.

Agestolene begge, med bløde befryndsede Hynder

Bolstrede, Thoras især, og maibeskyggede trindtom

Prangte, som to Lystbænke; thi med besynderlig Omsorg

Havde det Roller saa stadselig smukt indrettet og udført,

Uden at sove den Nat. I Kiøknet malede Ternen

Kaffeen alt til et Vers af Pindsepsalmen; i Stalden

Striglede Hestene Gorm, indflettende Mankernes Blomster,

Som ham der Husbond havde befalt. Alt tidlig var Thora

Færdig, og iført Dragten, hun bar den Dag, da hun Brud stod.

Medens den Lille bestandig end sov (saa længe som muligt

Trak hun sig i, ham i sødeste Søvn at tage fra Vuggen,

Hvor han saa godt laae) giød hun i to reentskyllede Flasker

Mælk og Fløte, med Miød i en Dunk, og i Legelen got Øl;

Fyldte saa Kurven med Brød, med Saltmad, Kager, og Honning.

Dagen tilforn hun et rummeligt Skrin med Uldent og Linnet,

Næsten saa godt, som nyt, fuldpakt alt havde besørget,

Nu hun et mindre fyldte med Stads til festlig Foræring:

Deriblandt og en Bibel med Messingspænder, en Psalmbog,

Og et Klenodie, sieldent og skiønt, af kosteligt Arbeid,

Hendes Moders engang, tidt kyst med barnlige Taarer:

Nemlig et Hovdvandsæg af Sølv med ægte Forgyldning.

Gierne havde hun putted i Skrinene, sankende sammen

Af hvert Giemme, hun havde, den Venlige, halve sit Eie.

Medens i Stuen hun vims saa puslede, klædte sig Roller

Brudgomstadselig paa, sin vidievundene Svøbe

Rundt omviklende selv med Stedmoersblomster og Holdtorn.

Men af sin Brystkost tog, ham skuende smile saa blomstfroe,

Thora Halvten, og stak i hans Hat, og kyste ham Skuldren.

        Ind nu blev Kaffeen bragt af den gamle trippende Terne;

Hanerne goele; for Vognen alt spændt de vælige Hopper

Vrinskede høit; og den Lille, nu vakt, paaklædte du, Thora,

Skyndig i hele sin Stads; mens Roller, der selv vilde kiøre,

Lod fremage for Døren den færdig pakkede Lystvogn.

Kaffeen drukket i Hast, han Moderen satte med Barnet

Paa Bagsædet, og, stopt om Fødderne hende det uldne

Stribede Dækken, med Kappen, den blaa, tilhylte han begge.

Ternen, som Øinene tørred, derpaa befalende Huset,

Og den forsigtige Gorm, der stod, med Huen i Haanden,

Rækkende Tømmen ham, kiørte han til, med smeldende Svøbe.

        Udstrakt laae nu foran dem en viid udørkelig Slette,

Skoven i Grunden, og Taagerne sank; en skudrende Luftning

Spredte de siunkne; da pludselig op sig hævede blodrød

Solens voxende Brand fiern bag den braanende Kratskov.

Rødere saae den stige med andagtgysende Stirren

Thora, rødnet af Straalerne selv, end aldrig hun forhen

Hidtil havde den seet, og lagde det ud som et Varsel

Om ualmindeligt Held paa den skiønt begyndende Reise;

Tvivlende fast ei meer om et got forønskeligt Udfald,

Blandte hun glad sin Sang med Morgenlærkernes Qviddren,

Mens paa Skiødet, udstrækkende taus de barnlige Hænder,

Efter den glimrende Blomst tidt greb den smilende Grimkul.

        Alt een Time nu havde de kiørt, og Hestene skummed;

Thi rask gik det i Trav fremad: alt skielnedes klarlig

Træerne, Bøg og Eeg og Ask og Birk, fra hinanden

I den nu nærmede Skov; alt rullede mellem dens Udkrat

Og smaa Buske den raslende Vogn, da Thora, forundret

Over sin Mands Stilhed, og aldrig vendede Fremblik,

(Som hun i Førstningen havde kun troet tilfældig, og, muligt,

Blot for at passe paa Tømmen og Hestene) klappede sagte

Denne paa Skuldren, og mildt udbrød: Min Roller! hvor er du?

Her er jo Veien dog god, see lidt om til mig og snak dog!

Ogsaa din Søn du har glemt! os begge skylder du, troer jeg,

Morgenkysset endnu! hold stille, hvis ellers du frygter

Nykker af Blis, naar du vender dig om! O see dog, hvor Grimkul

Smiler mod Solen, og hopper, og leer, og griber derefter,

Tiggende bønlig at hæve ham op til den deilige Trille!

Hvorfor kiører Du og saa forfærdelig? Gud om nu Vognen

Væltede! tænk paa dit Barn! jeg sidder med Livet i Haanden.

        Uden at vende sig, svarede but, tilpidskende, Roller:

Lad mig i Roe! sid stille! hold fast paa Drengen! vor Ankomst

Haster! det gik kun i Trav; nu først vil jeg kiøre for Alvor.

See! og med smeldende Snert skumpidskende Hoppernes Bove,

Kiørte han til i Galop. Vildt over Tuer og Grønsvær

Giennem de lavere Buske det gik i raslende Tverfart

Henimod Træernes tykkeste Mulm, hvor enkelte Smaasteen

Mødte paa tørrere Grund i det veilos bredede Smaakrat.

Hiulene gnistrede, Thora sig holdt med Møie paa Vognen,

Trykkende tæt det uskyldige Barn til Brystet; og uhørt

Hver hendes Bøn i den raslende Larm sig tabte, med Grimkuls

Skrig, i de smeldende Smæk — til endelig ind i det Tykke

Mellem Bøgenes Greene de kom, hvor Eegenes Rødder,

Slyngt i hinanden i knudrede Lag, lidt standsede Farten.

        Kiæreste Mand! udraabte hun her, med Sønnen i Armen

Grædende høit, hvi kiører saa vildt din redsomme Skynding?

Hvad har du for med os to? tal! sig, hvad er det? hvad er det?

Intet, gientog han rolig paa ny, med blidere Stemme,

Intet, min Thora, jeg hasted kun lidt. Forfeilende Veien,

Kiørte jeg til, for at vinde ved Fart, hvad jeg tabte ved Omvei.

Nu er vi snart ved vort Maal! Tre Steenkast blot fra den gamle

Skaldepande, du seer med det sorte levrede Marvblod

Dybt i den lynildsplittede Barm, hist henne, der boer hun.

        Thora beroliget lidt, henvendte pludselig Øiet

Til Skovkrogen, i hvilken en huul bulraadnende Korkeeg,

Topafløvet, med halv afbarkede hvidlige Greene,

Grinede mellem de frodige Træers tykløvede Qviste.

Did nu kiørte han sagtere hen, til standset i Kiørslen

Af en ugiennemtrængelig Hæk, bag hvilken den grimme

Greenrad hævede sig, han holdt, og raabte forundret:

Hvordan har jeg da kiørt? End eengang har jeg forfeilet

Veien! det Helvedes Træ har narret mig! her er umuelig

Giennemfart med en Vogn! Tag Tømmen, kiæreste Thora,

Mens jeg speider i Buskene her, til jeg finder en Aabning!

Saa han talte med venlige Blik, steg af, og i det han

Rakte Tømmen, omfavnte han varmt med brændende Kysse

Moderen først, saa Barnet, der sov, af Rummelen dysset,

Roligt i Moderens Skiød; og efter utallige Kiertegn

Sled han sig endelig løs, henlæggende Pidsken i Vognen,

Foran, under sin Stol. Dog pludselig, som han i Busken

Trængte sig fremad, vendte han om, kom atter til Vognen,

Og bad Thora, ham række det Skrin, hun sidst havde tilpakt,

Det med Klenodier i. Til Lykke faldt mig i Tide,

Sagde han, ind, at min Moder, i alt lidt underlig, hader

Overraskelse; naar jeg et Sted har fundet til Indfart,

Vil med det samme jeg springe derhen, og meldende samtlig,

At hun kan pynte sig lidt, og alt faae færdig i Hytten

Inden vi komme. Hvis derfor ei strax jeg vender tilbage,

Bliv kun rolig du her; men slip ei Tømmen, min Thora!

Og pas trolig paa Hopperne! Blis har Nykker, det veed du,

        Hiertelig alt bifaldende gav ham Skrinet med Favntag

Thora, ham bedende hilse med Kys fra hende den gamle

Snurrige sære Mama. Paa ny nu giennem det tykke

Buskværk brød han sig Vei fremad, og svandt mellem Løvet.

Neppe var borte han reent for de huldt ham følgende Blikke,

Før hun dem sænkede ned paa det næst ham kiæreste, Barnet,

Øm og kiælen, og underlig rørt, og selsomt tilmode,

Her, nu allene, forladt, i den rundt uveisomme Skovørk.

Som hun nu bøied sig over det smilende, syntes en Stemme

Giennem de stille Løv og den dybe hvælvede Taushed,

Suuse den veemodstirrende lydt i Øret, hvad eengang

Alt henrallede huult den Gamles dragende Dødsuk:

„Thora! Thora! saa see dog ei meer paa Satan!“ Af Angest

Foer hun i Veiret; og Barnet, der trygt end slumrede, rulled

Ned under Agestolen foran, hvor Faderens Pidsk laae,

Lykkeligviis i Halmen, og uden at vaagne ved Faldet.

Hævet i Vognen hun saae bag Buskene, hvad hun i Sædet

Ei havde seet, en Plet, bedækt med fineste Skovgræs,

Og paa denne, med Ryggen imod de nærmere Buske,

Roller. Paa Sædet hun steg, for at høine sig, og med et frit Blik

Over de øverste Qviste saa grant, som mueligt, at skue

Hvor han gik hen? Men med eet han standsede. Ryggen bestandig

Vendt mod hende, hun tydelig saae ham stampe paa Jorden

Trende Gange med Magt, men’ uden hørelig Gienlyd.

Pludselig sank paa Stedet han ned Unævnelig Rædsel

Giennemlynte den Stirrendes Barm. Nedspringende hurtig,

Greb hun Tømmen igien med Behændighed, surrede samme

Skyndigen fast; og, ladende trygt i Halmen den Lille,

Sprang hun af Vognen, og foer giennem Buskene, banende Vei sig

Tvers ind giennem den raslende Hæk. Snart naaede hun Stedet,

Hvor han forsvandt, og en Lem paa Skraa, bedækket med Græstørv,

Halv stod aaben endnu. Hun standsede. Dybt under Jorden

Hørte hun Stemmer, og lyttede til. Snart kiendte hun Rollers,

Uden dog ret at skielne hans Ord; men da hun, med Øret

Nærmet til Randen af Aabningen, holdt tilbage sin Aande,

Hørte hun klart en græsselig Røst udraabe: „Saa skynd dig!

Skynd dig da! bring mig paa Stand den Forbandede! Her er din Faders

Øxe, den tolvte, den største, den skarpeste! din er for rusten! —

Meere hørte hun ei. Sig skyndende hurtig tilbage

Giennem Buskene, spændte hun flux fra Vognen den eene

Hoppe, den stadigste; svang sig derpaa; greb Barnet, og Svøben,

Og, først pidskende Blis, som afsted foer efter den anden,

Reed hun foran i Galop, sig befalende Gud, uden Standsen

Til hun kom ud af den vildsomme Skov. Snart splittede Vognen

Blis, der bestandig nu løb bag efter med raslende Skagle.

Hoppen, hun reed paa, kiendte sin Vei. Snart øined hun Gaarden.

Endelig naaede hun den; men, uden at stige fra Hesten,

Rakte hun Ternen det skrigende Barn, bød Gorm, sig at svinge

Strax paa Blissen, betydende ham den yderste Skynding;

Og, da han, blindt adlydende strax Husmoderens Hastvink,

Fulgte, forklarte hun først den Forundrede Sagen paa Veien.

        Riddet nu gik i skummende Trav til nærmeste Landsby,

Brække, den samme til hvilken i hin Kulsækkenes Mordnat

Grimer med lignende Fart reed hen at hente de ti Mænd.

Her hun i Hast fik alt i Allarm; og de samlede Byfolk

Væbnede flux til et Tog mod Røverkulen i Skoven,

Andre til Fods, og andre til Hest, Heltinden i Spidsen,

Ilte til Reeden med Gorm. Alt heldede Dagen, da Toget

Endelig naaede det Sted, hvor den splittede Vogn i en Kratbusk

Laae, men plyndret; thi Skrinet ei blot, Madkurven og Leglen,

Flasker, og Dunke, men Hynderne selv var borte. Den nøgne

Korkeeg øinte nu Thora, dem viisende Veien til Pletten.

Her steg af hun nu tyst med Rytterne. Hestene bundne

Først i Nærheden, listed sig, taus, een efter den anden,

Giennem Buskene, Thora foran, den væbnede Skare.

Lemmen var lukt; men en Regn var falden, og ledende, fandt man

Spor af Fødder, som førte derhen. Nu stode de samtlig,

Fyrretyve, med Gorm, i en Kreds, raadslagende længe,

Hvordan bedst de dem sikkrede her, at ingen dem undgik

Af Rovfuglenes Sværm den underjordiske Rede?

Thi heel talrig troede man end Blodynglen af Rødskiæg.

Pludselig lød som et huult hendundrende Brag under Jorden,

Neppe dog hørligt, men dybt fornummet i Hierternes Uro.

Trætte desuden, især Fodgiængerne, nær nu det fundne

Troldhiem, skuddrede hver, og almindelig Rædsel betog dem.

Mærkende dette, skiøndt selv mat aandende, smilede Thora,

Trædende mellem dem frem, og, den rundtomgivende Taushed

Endende kiæk, med lydelig Røst til Skaren hun udbrød:

        Før vi gaae ned, hvor der neppe har Nød, saa mange som her vi

Ere, bevæbnede, synes mig best, at speide hver Buskhegn

Rundt om Pletten; vor eeneste Frygt maa være for Baghold.

Sporene her af forskiellige Fied, og den plyndrede Vogn hist

Tykkes mig, tyde paa sligt. Hvad om de Modigste her sig

Leirede, hvilende noget med mig, mens de, som til Hest kom,

Sprede sig tyst, hver lyttende, rings, og færdig til Anskrig

Om der sig nærmer en Trop? Jeg selv vil nærmest ved Lemmen

Siddende mellem de Hvilende her, uvæbnet, men uræd,

Trodse dens Aabning; med een efter een faaer Gorm ved min Side

Lettelig Bugt. Hun stønnede der, og segned til Jorden,

Medens de øvrige, dybt i Hiertet den deilige Qvindes

Klogskab og Mod beundrende, flux adløde. Den halve

Hob adspredte sig taus, og den blivende, leiret om Thora,

Vogtede Hulen. Den dalende Sols kulgloende Skive

Giennem en Aabning i Krattet mod Vest bag rødnede Stammer

I den omskyggende Skov bestraalte den segnendes Aasyn,

Mens, Vagtengelen lig ved det lukte Helvedes Mulmport,

Op mod den blaanende Himmel hun saae, med foldede Hænder

Samlende hele sin Kraft i en Bøn. Af Angest og Ilen

Dødelig mat, og forsmegtende fast; med de zittrende Fingre

Græsregnperlernes Dug sig omsonst opsamlende, sad hun,

Martret af brændende Tørst. Da spredte sig syv af de blevne,

Søgende rundt en rindende Bæk, selv smægtende, fandt den,

Fyldte med Vandet en Flint, og ilte tilbage til Englen,

Som af det myrdende Rør nu drak med diende Læber

Livet, imens Flintløbet, en lurende Jæger paa Rov lig,

Gorm holdt ludende ned. Rundt om dem herskede Stilhed;

Neden under var tyst. En eensom slagende Taltrost

Qviddrede fiernt, og Solen nu sank. Een efter den anden

Vendte tilbage de Speidende, reen paastaaende samtlig

Skoven i een Miils Kreds; og nu ordned i Skaren Heltinden,

Tolv udsøgende sig, med Gorm, til Følge, mens oven

I en om Lemmen sig sluttende Ring med ladte Geværer

Færdige holdt sig de andre. Hun selv, uvæbnet, den første

Vilde nedstige foran, saa Gorm med en Hammer, og derpaa,

Tæt bag hinanden, med Køller, de tolv. Trods samtliges Fraraad,

Selv sig at vove derned, og Gorms indstændige Bøn om

Gangen foran, blev fast den Uskyldiges høie Beslutning;

Og man adlød hvert Vink af den Herlige, som af en Engel.

        Alt var nu aftalt. Inden paa Vei med den hentede Skare

Hun sig til Hulen begav, hun alt dem samtligen havde

Taget i Eed, at skaane hvert Liv, fornemmelig Rollers

Og den usalige Qvindes, ifald de fandt dem dernede;

Bindende blot med dygtige Reeb dem Hænder og Fødder,

Skulde de, ladende hende der selv med Gorm til Bevogtning,

Melde den sikkrede Fangst til Retten i nærmeste Domsted.

Saa var bestemt, og forsigtigen lod hun her nu dem alle

Lydt gientage høitidelig hver det hellige Tilsagn.

        Men før vi aabne den sluttede Lem, fortællende Thoras

Nedgang, og alt hvad fulgte derpaa, vi vende tilbage

Først til Rollers og Grimlas endnu os skiulte Forhandling

Hele den Tid, vi dernede dem lod. Vi lade Heltinden

Oven i Himmelens Vold, og berette nu Helvedes Anstalt,

Dragende selv lidt Aande forud; thi Rædsel paa Rædsel

Har at bebude vort Qvad, før igien os Engelen smiler.