Jens Baggesen (1764–1826)

Foruden den af os, til Retfærdiggiørelse, heel og holden anførte Sara Niekels-Episode i nærværende for os liggende Ludlammiade, udelod Directions-Indrettelsen deraf til et Geburtsdagsstykke endnu, med fuldkommen Føie, endeel andre høist upassende Scener, tilligemed hele syvende og sidste Akt — og, ved anden Forestilling, endog den ellers i og for sig selv ubetalelige John Bulls Afskeds-Scene med Muffen. Ogsaa over et Par alt for brune Grovheder blev slaaet en Streg, og Hr. Ryge tillod sig (om med Forfatterens Samtykke — paabuden — eller paa egen Haand? er os ubekiendt — i al Fald fortienende Tak derfor) at forandre Ridder Johns Frier-Ord til Klara:

til det finere:

„Vil du ha’e mig, saa ta’e mig og lee ikke af mig!“

 —

den eeneste positive Forbedring i den theatralske Indretning. Dette eene Træk karaktiserer hele Anstalten.

        For imidlertid at erstatte Tabet for Pøbelen ved disse betydelige Afkortninger, tilføiede Forfatteren sin Benefitsforestilling af det Tiloversblevne: Portstolpe-Scenen — Støvleaftrækningen — Elserne, og nogle andre Fiellebod-Rariteter af det vel ogsaa forkastede, men formodentlig af Directionen glemte Narrespil: Freyas Alter — saa kunstigen, at det for os er et Spørgsmaal: om Stykket heelt og holdent, som det er i Bogen, havde kunnet taget sig galere ud til Galleriets Fornøielse.¹

        Førend vi gaae videre i nærværende nærmere Drøftelse af et Digterværk, der i visse Maader alt er blevet tilintetgiort ved dets Opførelse, og som Forfatteren selv saa paafaldende, som mueligt, har brudt Staven over, ved at lade andre skiære hist og her saa mange Stykker deraf som de vilde, og selv lappe det sammen igien med Fragmenter af et ganske andet — troe vi, at skylde fornuftige Læsere en Forudmøden af det naturlige Spørgsmaal: hvad der kan bevæge os til at spilde ovenikiøbet høist udførlig Kritik paa et afgiort æsthetisk Misfoster? I Sandhed! en Vurdering af Ludlams Hule paa meer end eet Ark, synes urimeligere end nogen anden Herman von Repkows Kommentar i Noter uden Text; og det torde vel endog hænde, at Spilleværket selv var aldeles glemt, før den alvorlige Kritik deraf blev ganske fuldendt. Hvorfor altsaa begynde derpaa? og, naar det nu eengang ulykkeligviis er skeet, til hvad Ende fuldende et saa urimeligt Arbeide? De Biomstændigheder, at det var et Geburtsdags-Pragtstykke, og at det blev ledsaget af en mesterlig Musik, kunne dog neppe retfærdiggiøre en saa overordentlig Opmærksomheds-Fremkaldelse paa alt indtil det mindste „Vanartige“ deri; thi Høitiden er nu alt forbi, og Musiken hører man desværre ikke i Bogen. Den vidtløftige kritiske Giennemgaaen af et oehlenschlägersk Syngespil synes at fornedre sig til en Elefant-Søndertreden af en død Flue!“ Upaatvivlelig! Ingen føler maaskee denne Sandhed stærkere end vi selv; og dog troe vi at burde giøre hvad vi giøre, med Hensyn paa det, som vi med hele vor utaknemmelige litterariske Virksomhed fornemmelig have for Øie. Det er ingenlunde denne „af sit eget Vindue selv indfaldne“ Syngeborg, vi ville nedrive — det er ikke engang Bygmesteren selv (der nu nylig er bleven færdig med et endnu splittergalere Fiskerleie) vi ville korrexe. Det er for længe siden kommet os for Øre, at han holder det for dybt under sin Værdighed, at læse noget af hvad vi skrive, og vi tillader os at troe det under vores, at spilde Tid og Flid med blot at tage ham i Skole. Uden mindste Hensyn paa hans sikkert nu for sildig Kunstunderviisning, Genie-Opdragelse, og Smagsdannelse; med ligesaa liden Ændsen af hans Forfatter-Individ, som om hans Værker vare lutter Posthuma, skrive vi, hvad vi skrive, og, som vi skrive det, til Kunstens Hævd, Smagens Reenselse, og Advarsel for endnu uskyldige unge Muser, hvilke hans usurpeerte af ingen hidtil bestredne poetiske Autoritet kunde mislede. Men at vi netop have valgt dette for Resten Kritik uværdige Syngespil til Vehikel for vore Betragtninger, har en doppelt Grund. Vi troe det, deels, vel saa bekiendt, og af Mængden yndet, som noget andet; (det skal efter hans egen Dom være eet af hans modneste Mesterværker; og at han maa have arbeidet usædvanlig længe derpaa, før han fik det ganske færdigt, kunde man i det mindste slutte af den Omstændighed, at han i Enden deraf synes ganske at have glemt Begyndelsen) deels er det, i det hele taget, blevet meere hædret end noget foregaaende: det har nydt den skiønneste Løn, Forfatteren af et Syngespil kan vinde, ved at være blevet sat i Musik af en stor Tonkunstner; det har undergaaet en trefoldig og næsten treaarig Censur forinden det blev kronet med Opførelse paa Monarkens Fødselsdag; det synes fra een Side betragtet at have interesseert høiere, end Danmarks hele øvrige Litteratur — og det kan høist formodentlig ikke blot regne paa en tydsk Oversættelse af Forfatterens egen Haand, men paa en italiensk af en anden. Denne høistsieldne fornemme Glorie, foreenet med mangen brav Slagters (eller en anden saadans) høistlydelige Bifald ved Benefitsforestillingen (omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci!) giør os allerede dets for Resten triviale Knude til en dignus vindice nodus. Men vor fornemste, og i vore Tanker fuldkommen tilstrækkelige Grund til en udtømmende Randsagelse af det Dybe deri, er dets romantiske Fuldstændighed, som Gienstand for den kritiske Skalpel. I denne Ludlams Hule spøger nemlig ikke blot Moer Ludlam og den hvide Kone; men, fast uden Undtagelse, alle den nyere tydske Ex-Poesies mangfoldige Barbarismers ellevilde Gienfærd. Vor udførlige Kritik deraf er altsaa, langt fra at være en blot Fægten med Skyggen af et oehlenschlägersk ubegravet Arbeide, tvertimod en motiveret Fordømmelse af hele den saa kaldte nyere Skoles Fantasie, Sprog, og Smag fordærvende Hexekunst. Den er en Opfordring for alle mit Fædrelands værdige unge Studerende til dybere Kigen i den kaagende Gryde, hvis Trylledamp alt har giort saa mangen ældre haabefuld Yngling ør i Hovedet, og udygtig til alt andet end det usleste i Verden: maadelig Poesie.

        Det sieldne sande store Genie vil sikkert vor Straffedom over Talentets Misbrug ikke afskrække fra den Kunsts Dyrkelse, hvortil det kaldtes ved dyb Anen af dens Hellighed, og ved inderlig Lyst til dennes Overholdelse. Jo høiere Palmen bliver hængt, jo steilere og farligere Veien til Fieldets Spidse bliver beskreven, jo mere levende Nedstyrtningen af den uforsigtig opstigende males, jo mere fristes den af Guden selv vinkte Helikons Yngling. Kun den af alt det Uvæsentlige lokkede, og af den tilsyneladende Lethed skuffede, letsindige Selvtillid, der dyrker Poesien, fordi den ikke gider dyrke noget andet — og selv den overgivne virkelige Genialitet, der indbilder sig, at den intet Studium, ingen Veiledning, ingen møisom Flid, og ingen tænksom Anstrængelse behøver, for længer end i et Modedøgn at overglimre alle sindigere Medbeilere — vil den sig i nærværende Betragtninger aabenbarende Parnassets Nemesis skrække — og, sandelig! det er os mindre om at giøre, at redde en stor Poet meer (der ikke kan redde sig selv) for vort Fædreneland, end at befrie det fra hundrede smaa flere — der under nærværende Omstændigheder lettelig kunde give det sit sidste Stød, ved at snappe det ikke blot Brødet, men Sproget af Munden.

        Vi have alt i den forrige Betragtning seet Indretningen af dette Syngespil i alle tre Skikkelser. Vi ville nu med aabne Øine beskue dets enkelte Deele fra Karakterernes, Sang-Poesiens, og Sprogets Side — og slutte med en Betænkning over Aanden, som hersker i dette Mikmak.

        Af Karakterer er nu rigtig nok ikke een eeneste deri, hvis man ellers forlanger af disse, at de i det mindste maae være hele, og svare til dem selv. Dog dermed ville vi ikke regne det saa nøie — vi vilde ikke engang berøre denne Mangel i et Syngespil, hvis der var noget andet, og blot noget syngeligt i samme. Men Ukarakterer eengang tilgivne, reent tør de dog ikke ophæve sig selv, som de nærværende; thi vil man og i et slettegnet Malerie tage til Takke med Heste paa tre Been, kan man dog umulig oversee Tiger og Faar paa to — især naar deriblandt forekomme nogle paa fem eller sex, der, naar man seer sig til, skulle være de selvsamme — paa Historiemalerier, f. E. hvor Hiorden kommer gaaende i Baggrunden og bliver slagtet i Forgrunden. Hvad skal man sige f. E. om Heltinden i denne Hule, der baade er en talende Person, et Gienfærd og en Natur-Aand — en saa rasende Sammensmeltning, at Recensenten i Athene (der sikkert er Forfatteren selv, eller hans Muses hierteligste Tilbeder) med sin, Himlen veed, dog intet mindre end Philosophie og Lærdom forraadende Theorie om „menneskelige Aander og Naturgeister“² selv finder den „uheldig“; thi mere tør han naturligviis ikke yttre! Hvad skal man sige om den levende Heltinde, Spøgelsets Frelserinde, Frøken Klara, der forener saa at sige Gaasens Enfoldighed med Biørnens Ti Mænds Forstand og Styrke, i den underlige Sammensætning af englelig Uskyld og Corps de garde-Væsen? — der med et uimodstaaeligt Hang til det Underfulde foreiner en ægte Mathematikers Foragt for Troe paa Spøgelser? — og med sin „dybe og i Grunden uskyldige Følelse“ for Bondeknøsen, holder for, at de „krumme Linier i Familiegang ere de smukkeste?“ — en Møe paa sytten Aar, der med Overlæg sørger for, at faae sin gamle adelige Families lidt „stoppede og fortørrede Væld frisket op med en paa ny fremspringende Kilde“ — og derfor konsekvent, efter et kort Ophold paa Borgen hos sin Morbroder, modtager Besøg om Natten giennem Vindvet af raske Bønderknøse? — en, som Perlen i sin Slægt, til Mønster for unge adelige Frøkener fremstilt Lillievand, der „takker den gode Dick, som ikke kan see Vindver aabne med nedhængende Strikkestiger uden at krybe ind ad dem, fordi han saa troe følger hendes William?“ Mon hun i dette Øieblik er mindre stødende, end nogen af Dullerne i de tre Galninger? Hvad skal man sige om en Helt, som William, der begynder sin Heltebane, som en Nar, med en saa fiantet Kammerat som Dick, ledende først paa Marschen imod Fienden om et jevngot Sværd, tar Afskeed med sin Pige, og i een og samme Nat voxer op til Ridder — formodentlig af Hosebaandet? — om en ømt elskende Morbroder, der kan tænke paa at give sin unge Søsterdatter, sin eeneste Lyst, til et Sviin i halvmenneskelig Skikkelse, som John Bull — og lade hende gaae allene i en tillukt Riddersal, hvor han selv tabte for tre Aar siden Lysestagen, og flygtede med sit Følge i Forfærdelse? — Om John Bull selv, denne falstaffere Polichinelli-Vom — Dick — og Sara kan man i det mindste sige at det er Farce-Karrikaturer. Men hvad er Robin og hans Kone? Ulykkelige Efterlignelser af Kotzebues halsbrækkede og halsbrukne Salzmanns Elendigheds-Figurer. Den første er en simpel Skotte, der har været Soldat og nu lever i sin Hytte som Avlsmand. Men aldrig har nogen Tragediedigter lagt sin purpurbremmede Helt paa Kothurner høiere, sprænglærdere og bombastiskere Sprog i Munden end det, denne forgieldede pandtsatte Bonde fører. Han taler om „Sodomsæbler,“ om „Admet og Alcest“ — om „den skiulte Magt, som styrer Naturens Kræfter“ — om „et Hierte der føler Naturens Skiønhed“ — om „Lykkens vildtforvovne Hiul, hvori hans høire Haand var vant at gribe“ — om „Østerskiæret, der seirer over Vestens end neppe skiulte Skin, naar alt hvad aander i Dynen hyller sig for (St. Hans Nats) Morgenkulden“ — om hans „Uro, der voxer, som paa Skibet den salte Død, uagtet Pompen gaaer, og staaer ham alt til Hagen“ — om Biergets Heltemalm, det stærke Staal, der skal aabne ham en Vei til Fanny og Betty igiennem Biergets nok saa snevre og forviklede Labyrinter imellem Sværmen af Alferne; thi ingen Underjordisk har hans Elskedes Træk og Himmeløine.“ Det var virkelig at ønske, Forfatteren nobiliterte halv saa meget sine Heltes Bondesprog, og sine Fyrsters og Fyrstinders naturlige Talemaader! — Men hvor blev da Usandsynligheden af? for denne maae Fantasien efter hans Mening, som det lader, først og fornemmeligen sørge. Den interessanteste Person i Karrikatur-Galleriet er Soldaten George, der optræder i den eeneste poetisk og dramatisk gode Scene — (Spille-Scenen) — som, uagtet den hverken er original i Tanken eller feilfri i Udførelsen,³ upaatvivlelig er meere værdt end alt det øvrige. Men hvilket afskyeligt Uhyre viiser sig denne i Begyndelsen saa jovialsk godmodige Krabat tilsidst at være — eller rettere sagt, til hvilken Skurk giør ham ikke Forfatteren, imod hans Natur, inden han slipper ham — til Læserens og Tilskuerens store Forundring og Ærgrelse! Han kom, en Engel af en Soldat, og gaaer bort som en Diævel, uden mindste Nødvendighed; thi havde han, istedenfor med satanisk Kulde at foresynge sin fortvivlede saarede gamle Krigskammerad det sidste Vers, og henslænge ham en Snees Kroner til en Feldtskiær — henslængt ham dem alle (i hvilket Tilfælde vi vilde maaskee have tilgivet Forfatteren to tre Fusker-Akter for denne eeneste Scenes Skyld) havde Robin ligefuldt kunnet troe sig fortabt i sit Feber Raserie — ved Hielp af den blotte Forestilling om, at Terminen var udrunden.

        Hvi dog sætte saa mange Maskiner i Bevægelse for at drive denne stakkels Bondes Qval til Raseriets høieste Spidse, naar een var tilstrækkelig? Men det er overalt vor Forfatters karakteristiske Hovedfeil i dramatisk Digtning, at rutte med Midler i ofte til Armod grændsende Mangel paa Hensigt og Øiemed. Især er han overordentlig ødsel med Dræbe-Midler. Ligere Moer Helas Blotmand, end Melpomenes Ypperstepræst, i sine tragiske Offerfeste, slagter han, med en næsten Upsalsk Grusomhed — og ikke sielden det samme Offerdyr paa forskiellige Maader. Ved mindre høitidelige Leiligheder, hvor der ikke saa meget giælder om at myrde de Store, som at pine og plage de Smaa, bruger han den samme Methode, og benytter ikke blot indvortes men udvortes, baade kunstige, naturlige, og overnaturlige Midler, for at giøre det sine den bittre Død uværdige Smaahelte saa suurt, som mueligt. Naar man erindrer sig Complicationerne i de Tilfælde, hans heroiske Blodoffere gemeenligen døe af, og dem, hans ublodige lide under, kan man (lignelseviis talt) med Føie sige: at han for Alteret paa eengang stikker og slaaer for Panden sit store tragiske Qvæg — og i Kiøkkenet paa eengang kaager og steger sine smaa sørgespillende Fiske. Denne til raffineret Grusomhed grændsende poetiske Ubarmhiertighed hos vor Trylledigter fortiener, og berettiger Kritiken til en meer endog end alvorlig — til en, om muelig, bitter Revselse. Thi, sandelig! har den sædeligere Kultur Ret til at fordømme Barbariets Tyrefægtninger og Hanekampe til Pøbelens Forlystelse, bør den endnu kraftigere modsætte sig Kannibalismen paa Skuepladsen, og uden Naade forfølge hvert Spil, der giør Fantasien og Hiertet fortroligt med blodig Myrden, med unaturlig Qval, og kold Legen med moralske Piinsler — aldeles sløvende Sandsen for det skiønne Menneskelige, og forgiftende Kilden selv til al aandelig Forædling. Det er den samvittighedsfulde Kunstdom umueligt uden Bitterhed at berøre, hvad der nedbryder meer end Kunsten, og fordærver meer end Sproget; og vi nægte ikke, at det er især den gyselige Hiertekulde, den kaade Spøgen med det Hellige, og den yderlige Mangel paa moralsk Delikatesse i alle vor tankeløse Digters senere fantastiske Værker, der har tirret vor aldeles spildte kritiske Taalmod og Overbærelse til en endelig Strænghed uden Skaansel.

        Men meer end nok om Ukarakterernes Urimelighed; maaskee har Forfatteren forsætlig opofret dem alle Hovedkarakteren: Spøgelset — deels for at sætte dette i desto mere blendende Lys, deels for ikke at forandre dets Ubestemthed ved alt for bestemte Omgivelser. Hvor et Spøgelse spiller Hovedrollen, og hele halve Timer er paa Scenen, giør en dramatisk Forfatter maaskee vel i, at anbringe for Resten saa ravgale Personer, som mueligt. Vi vende altsaa tilbage til denne høistoriginale Hovedperson, denne titulaire Najade, der rangerer med virkelige Nereider — der nemlig baade er en sød Kildenymfe paa Fastlandet og en salt Havfrue paa Oceanet, og, som saadan, baade en Troldqvinde og „et sielløst Væsen,“ — (altsaa blot Materie) — der ogsaa endelig etsteds bliver kaldet „Støv“, vor Herre skal tage til sig“. Hvad skal man sige om et saa løst og fast Spøgelse, der „klirrer med synlige Nøgler, er klædt i det fineste Linnet — holder ordentlige Conversationer, udlaaner Porter og Penge, magnetiserer, og kalkulerer“ — naar hun er oppe — og ligger deels „dybt i en Hule, under en Brønd, deels „bag“, deels under Gulvet i Riddersalen „i en trang Tinkiste“, naar hun er nede? — hvad skal man sige om dette alt opofrede Spøgelse, hvis ikke; at det intet Spøgelse er, uden dog at være noget andet. Og nu dette Støv- og Skygge-Mikmaks indre Karakteristik! En Flane, der i Live myrder sit Barn, og sin Mand — død, dræber uden Medynk arme Skyldnere, og røver Mødre deres Børn — og endelig, ordentlig begravet, uden videre, farer til Himmels! Kunde en Digter med kun Tiendedeelen af Shakespears Genie, selv drukken, eller i Søvne, sammenfuske noget saa fuldkommen menneskeforstandsløst? Man skulde næsten troe, at vor dog vel ikke blot fantastiske Forfatter forsætlig søgte at overtræffe Vanvid selv i Urimelighed. Vi kiende i det mindste intet i Litteraturens poetiske Daarekiste, der kan maale sig i Urimelighed, med denne moerludlammelige hvide Kones Liv, Død og Himmelfart. Man maatte skamme sig ved at høre til de tænkende Væsners Klasse, hvis nogen syg Hierne selv, ufrivillig, var istand til at forestille sig Aand og Støv, Skyggen og dets Legem, Last og Hellighed, som omtrent eet og det samme — og forene Forestillingen af forskiellige Opholdssteder paa een Tid med Begrebet om Individualitet, Personlighed og Selvbevidsthed. Saa dybt kan ingen Fornuft falde, der ikke selv hovmodigen styrter sig. Det er umueligt, at vor Forfatter ikke selv skulde indsee dette; thi det kan giøres et Barn paa syv Aar begribeligt, at Cirkelen er ingen Fiirkant, fordi den første Betingelse for fattelig Tilværelse er den: at det eene umueligen kan være det andet. Men hans Begreb om Digtekunst synes deels i den senere Tid at have — skulde vi sige: udvidet eller indskrænket sig — til det blot Modsatte af Fornuft- og Forstands-Værk i aldeles ubunden Fantaseren og billedlig Ord-Sammenvæven — deels synes Vanen, at drømme paa Papiret, hos ham at være bleven til en anden Natur — deels, endelig, tænker han maaskee, naar han stundom ikke selv forstaaer hvad han har sammendrømt: „Det er got nok til de andre!“ Hvorom alting er, maa den ringeste Eftertanke, i det mindste ved den anden Læsning af hans Arbeider, spørge ved sig selv: Er der Menneskeforstand i dette Blendværk?

        Men — vil man maaskee sige — hvilke Regler foreskriver Menneskeforstanden Spøgelse-Fremstillinger? og hvad kan den sunde Sands bestemme for det, som der ingen Sands er i? Netop alt — fordi Menneskeforstanden just i dettes Dannen har fuld Eeneraadighed, og beskrænkes af ingen anden ordnende Magt. De synlige Natur-Væsener, de historiske, og selv de mythiske Personer, have deres Dannelse forud, og kunne tale til os og røre os, føles og fattes af os, uden videre forstandig Indklædning eller Tilrunding. Men Vidunderverdenens blot fra Indbildning til Indbildning vandrende Drømbilleder og Skygger opløse sig i en Taage, der forsvinder i aldeles Intet, hvis Forstanden ikke giver dem en for Fantasien uforanderlig, og altsaa til et bestemt Begreb svarende Form. Et uforstandig sammensat Legeme er og bliver dog noget, en aldeles uforstandig ordnet Aand er Ingenting. En Guldmynt har et Værd uden Præg; en Papiirmynt aldeles intet. I ingen Fremstillinger viser sig Shakespears kolde rolige Forstand saa umiskiendelig som i hans Uhyrer og Spøgelser. De svare fra Begyndelsen til Enden endnu punktligere til deres Eiendommelighed, end hans historiske Personer. Paa hans Julius Cæsar har han maaskee anvendt mindre Tænksomhed, end paa hans Kaliban — ganske naturligt, da den sidste var aldeles hans eget Arbeide, som han eene maatte svare for. Sommernatsdrømmen er maaskee den Digtning, hvori denne høist logiske Genius mindst har drømt; og hvor høit overflyver den lyse Tanke i hans forvovneste Billeder Fantasiens meest glimrende Flagren! — For, overalt, at naae blot Foden af Shakespear, maatte vor Trylledigter have oversteget sin Hakon Jarl ligesaa høit, som han er siunket dybt under den. Men denne gothiske Æschylos, som han vist meget løselig kiender, og, hvor han efterligner ham, noksom viser, at han ikke forstaaer, har han i det Væsentlige lige saa lidt taget til Mønster, som Sophokles, Euripides, Voltaire, Racine, eller Schiller. Selv vor Evald (som han neppe var i Begreb med at naae, før han erklærede ham for sin blot bebudende Forgienger) forlod han tidlig, for aldeles at overlade sig til en tydsk romantisk Blindebukkeleeg med Fusker Tieck i sin Pavedragt og Mester Göthe i sin Nathue. Hinc illae lacrumae! Herfra alle hans tragiske Spøgelser og Hexe, alle hans komiske Platheder og Uteerligheder — med eet Ord: alle hans Eftergiørelser af den nyere Skoles Uglspillerier. Vi fik nu fra hans fantastiske Fabrik Surrogat paa Surrogat for Daraussens Ex-Poesie — fra den bundne Krands af Naturens siunkne Kræfters skiønne Virkning i Correggio og Kanarifuglen, til den ubundne af de svundnes hæslige i nærværende Ludlams Hule og Prindsessen med den lange Næse.

        Der er i en Rad af Aar blevet snakket uendelig meget af Skolen, og i Litteraturtidender, om vor Digters overordentlige Objektivitet; og vi selv have til sin Tid indrømmet ham en ualmindelig Styrke i hvad man kunde kalde Dialogens Kolorit. Men, hvad den første Egenskab betræffer, da maae vi anmærke, at den hos enhver meget ukyndig, og næsten indtil Raahed udannet dramatisk Forfatter er høist tvetydig — da man let en Tid lang kan forvexle den naturlige Mangel paa udmærket Subjektivitet med kunstig Objektivering af Naturen. Da det ikke her er Stedet, hvor vi ville afhandle denne kildne Materie, lade vi det beroe med dette flygtelige Vink for dem der forstaae en halvqvædt Viise. Men, hvad den tildeels berømte Kolorit angaaer, der i poetisk Livlighed efterhaanden har tabt sig meer og meer, fra Aladdin af til Fiskeren, da paatrænger sig næsten af sig selv enhver sandsende Læser ved Betragtningen af Dictionen i Ludlams Hule (hvad der allerede faldt os ind ved Læsningen af Hugo von Rheinberg, og Røverborgen) det ordsprogelige Udbrud nemlig: Forgyldningen er gaaet af Sankte Gertrud! Thi, sandelig! vor dramatiske Forfatters Hverdagsphraser, udspækkede hist og her, deels med flaue Ordspil, deels med kolde søgte forskruede Svulstudtryk, erindre levende om den skioldede Kolorit i et Mariebillede, Guldet er skrabet af. Hvor imidlertid noget endnu skinner frem, maatte man som oftest heller ønske det reent borte. Det er nemlig i den seenere Tid blevet vor Forfatters staaende Methode (hvad han alt tidlig havde stærkt Hang til) at lægge sine høie Personer de lavere, og sine lave Personer de høiere Phraser i Munden — hvormed han naturligviis tilintetgiør indtil Skinnet af nogensomhelst Karakteristik; og man kan (for at giøre Phantasien klart, hvad vi meene, med et stærkt, men sandt og passende Billede) lignelseviis sige, at hans i Suppemaleriet anbragte kogte Krebs ikke blot ere fortegnede, men graae. Herpaa ere fast alle de Repliker, vi herefter anføre, som Stiil- og Sprog-Bommerter, ligesaa mange Beviser; thi er det et sieldent Tilfælde i Ludlamshulen, at noget er rigtig sagt, er det ikke mindre sieldent, at noget er sagt paa sit rette Sted. Hvad den karakteristiske poetiske Figur-Tegning angaaer lader han, indtil Overtræffen af Ammestuens Børnefortællinger, anvende paa sig det horaziske:

og, i Henseende til den karakteristiske poetiske Sprogkolorit, sammes

medens han i det eene og det andet fast bestandigen udsætter sig for denne udødelige Digtdommers Tilraab:

Vi have allerede seet Exempler nok paa den første Udsvævelse; vi vilde nu anføre nogle Prøver af den anden.

        Karakteristisk i den hele dramatiske Indklædning er den, saa vidt vi vide, i Klude-Sammensyerkunsten hidtil uhørte Original-Indretning, at Stykket begynder i Prosa og ender i Vers. Den første Akt er, paa faa Scener nær, ganske i solut Stiil — den anden tildeels i solut Stiil med Overvægt af bunden — alle de øvrige indtil Enden (den fratagne fratagen) i blot bunden Stiil; som om det i Begyndelsen krybende, siden haltende Foredrag efterhaanden havde faaet Fødder at gaae paa, for endelig tilsidst ordentlig at dandse. Objektivt giør dette en Virkning omtrent som Promenaden til Fredriksberg — først over gamle Kongevei, og siden giennem Alleen — men subjektivt betragtet, lader det virkelig, som om Digteren under Udarbeidelsen lidt efter lidt havde lært, om ikke just at giøre Vers, saa dog ordentlig at rangere sin rimede eller urimede Prosa i omtrent som Vers udseende lange og korte Linier. Denne synderlige Omstændighed er det især, der har bragt os paa den Tanke, at han har været længere om dette Arbeide end om noget andet. Thi vel har Shakespear i sine, som man veed, ikke saa meget paa en Læseverden, som paa Skueplads-Auditoriet beregnede, for en stor Deel blot skizzerte Dramer, hyppigen afvexlet med Vers og Prosa, (en Form, som der endnu bestandig kunde siges meget om, og som, hvis den endog maatte beundres hos en alt selv skabende Kunstens Iisbryder i en barbarisk Eventyr-Epoke, derfor ikke strax kan tilgives den første den bedste Efterseiler i aabne Vande) og vel har Tieck, og andre det paa virkelig Barbarisering af Poesien udtrykkelig anlæggende tydske Lirendreiere, drevet denne Blanding meget vidt; men ingen har dog, før Herr Oehlenschläger, ophævet Afvexlingen selv i Blandingen, og Blandingen i Afvexlingen. En Harlekin, der blot er rudret og mangefarvet fra Skulderen til Beltet, og hvid, sort eller graastribet f. E. derfra til Fødderne, kan vel see narrisk nok ud, men er ingen Harlekin meere. Vi ville og, hvor det skal være, lade selv en ægte Tattovering af den menneskelige Hud staae ved sit særegne Skiønheds Værd; men ingen Sydsøkultursmag er endnu faldet paa, at tattovere hele Overdeelen af Legemet, og lade Underdeelen ganske frie for Stænk af „Dannished,“ eller omvendt. Det er med eet Ord en Regelløshed, der ophæver indtil Uregelmæssigheden; og god Nat al ægte Flitterstads, naar man ikke engang fra Top til Taa kan regne paa det Brogede!

        Sir Harry (Ridderen) der for det meeste snakker i Prosa, medens Robin (Bonden) bestandig deklamerer i Vers, fører et Huusmands-Sprog, som følgende:

        William derimod (Bondeknøsen) fører et ganske andet virkelig Slots-Sprog: Man høre!

        Paa Faderens Bondesprog (Æblet falder ikke langt fra Pæren! som der staaer i Fiskeren) have vi allerede seet glimrende Prøver — og hans Kones Stiil er ligesaa høit ophøiet over Frøkenens, som hans egen over Ridderens. Naar saaledes al Kunst og Natur i det Dramatiske bliver ophævet, hvilken Pog kan da ikke skrive for vort Theater?

        Dette saaledes af os, i dets bagvendte Fortegning, slette Gruppering, falske Kolorit, og urimelige Lys og Skygge, for Dagen lagte Sammensuriums større Masser taale imidlertid endnu mindre Kritikens Blik paa deres mindre Dele, for saa vidt ikke blot Poetik og Dramatik, men Prosodie og Grammatik have, saa at sige, faaet deres Banesaar deri. Spilleværket og Sniksnakken er giennemvævet med Sange og Chore, der i Slethed overtræffe alt det øvrige; og vi maatte afskrive meer end Halvten af hver Side, hvis vi vilde anføre alle grove og fine Sprog- og Stil-Bommerter deri fra Begyndelsen til Enden.

        Recensenten i Athene som vi paa Grund af hans Mening om den sande Aarsag til vor Forfatters Dalen i Poesie: „Mangel paa hiertelig Velkomst, nemlig, og tilstrækkelig Vurdering af hans udødelige Fortienester af hans Fædreland og dets Litteratur¹⁴ troe, at være nær ved at være ham selv — da neppe nogen anden kunde falde paa at finde Grunden til hans Fald i Mangel paa Forgudelse — denne med en beundringsværdig oehlenschlägersk Naivitet sig selv heel igiennem modsigende Recensent, efterat have bemærket hvorlunde „Sammensmeltningen af den hvide Kone og Moer Ludlam giør ingen heldig Virkning“ — hvorlunde „det støder al menneskelig Følelse, at den samme Aand efter et tragisk Optrin skal være et mechanisk Redskab i Naturens Haand“ — hvorlunde „Stykkets Tohed ophæver al Eenhed“ — hvorlunde „Manglen af Charakteristik giør, at hverken Læser eller Tilskuer have fortrinlig Interesse for nogen Person“ — hvorlunde „Knuden løses ved noget ganske Uvedkommende“ — hvorlunde „de fleste Løier og Pudseerligheder høre til Casortis Fiellebod, og synes under Skuespillets Værdighed paa et ordentlig Theater“ — hvorlunde „hele Stykket mangler dramatisk Sammenhæng og Interesse“ — hvorlunde „det flytter Riddertiden ind i vore Tider“ — ganske rigtige Bemærkninger, som Forfatteren selv ved fulde fem Sind er nødt til at giøre — kommer han til hvad vi nu ville belyse, med følgende Domspring (S. 294).

        „Hvad endeligen dette dramatiske Digts Indretning for Skuepladsen som Syngestykke angaaer, da bør denne roses, for saa vidt som den paa en smuk og naturlig Maade har givet Herr Weyse Leilighed til at komponere ikke mindre end otte Melodier¹⁵ alle særdeles genialske“. — og (S. 290.) „Af enkelte poetiske Steder findes naturligviis en Mængde, den store Digter aldeles værdige; især henhøre hertil flere af de indstrøede Romancer og Ballader, om hvilke vi nu ere forvissede, at Text og Musik skulle snart giøre dem til sande Folkesange, hævede over Modens korte Forkierlighed. Vi nævne de vigtigste: Claras Sang S. 31 — Choret S. 39 — Fannys Sang S. 45 — En rørende og høitidelig Duet S. 87 — En ypperlig Drikkevise¹⁶ S. 97 — Claras fortreffelige Sang, S. 120 — Hendes begeistrede Udsagn, S. 122 — En ligesaa skiøn Ballade om den hvide Kone, S. 124 — Gienfærdets ynkmodige Bøn, S. 128 — Ludlams Forslag til Fanny, at omskabe hendes Datter til Havfrue¹⁷.

        Disse af Recensenten, som den store Digter aldeles værdige, udpegte Sange ville vi, før det kommer videre med den dem spaaede Udødelighed, tage i lidt nærmere Betragtning, saa meget meere, da de kunde gielde, som virkelig aldeles værdige Repræsentantere af hele den oehlenschlägerske lyriske Digtning i Almindelighed.

        N. 1. altsaa, Claras Sang ved Harpen (S. 31) klinger saaledes:

Under hvilket andet mon den ellers er bekiendt?

Os synes, at unge Karle og Piger — indtil Miss Klara selv — med uendelig Lethed slippe ind paa denne Øe, saa got, som uden selv at vide det.

Dette er, i reeneste Forstand, næst det første, det eeneste Vers i Sangen der er en Meening i, uagtet man, strengt taget, kunde spørge om Barnealderen, før man elsker, ligesaa vel fortiener at regnes til de Dage, om hvilke du skal sige: de behage mig ikke, som Alderdommen, naar man har ophørt at elske?

Skulde hedde: Enhver, som hører om Øens Fryd; thi den høres ellers ikke let umiddelbar uden paa Dandseboder —

Ja saa! Det er altsaa dog vel den sirenestemmede Elskovsfryd, Sangeren synger om; thi fra den kommer man rigtig nok, hedder det, med revne Seil tilbage. Men i saa Fald, hvilken Pokkers Allarm maa da Elskovsfryden indenfor Fieldene ikke giøre, for at kunne høres udenfor, trods Stormen paa det vilde Hav?

Det er at sige: Haabet overlever sig selv. Dette er eet af de Steder hvor Tankeløsheden giør en fiin Bemærkning, uden at vide det.

Os synes, at det er meer i stolte og vilde Skipperes Natur, hvad den beskrevne Øe angaaer, at styre lige til, og lade staae løs derpaa — end at krydse rundt omkring den.

Derinde skulde det hedde —

Det er nok første Gang at Iisland eller Grønland er blevet valgt til Billede paa Elskov!

Ja! thi varme den kan denne Lue sandelig ikke. Koldt er det og bliver det.

Dog? uagtet Maanen skinner?

Hvorledes denne Kirkegaard kommer paa en Øe, der ligger midt i Livets Søe, er ikke blot vanskeligt, men umueligt, at forestille sig.

Paa Elskovs Kirkegaard! Meener Forfatteren med de siunkne Grave og de sorte Kors Ægteskabs franske „Tombeau de l’amour“ og ikke sieldne „Huuskors“? Men saa burde det jo hedde:

Dette Han er i en Piges Mund saare forunderligt.

Uagtet de ere siunkne? Men de staae jo alligevel! Det klinger ellers løyerligt nok: „Der staaer en siunken Grav!“ Omtrent som: Her klinger en afstrænget Harpe!

        No. 2. Choret. (S. 39) Vi ville blot afskrive de meest poetiske Steder:

Stop! det lader sig ikke giøre! Umuelig kan Solen, ogsaa blot sædvanlig rød, blusse frem paa Fieldet af Havets Skiød; thi Solen giør aldrig Spring paa sin Bane.

Det er Seiren, der skal storme — ikke Stormen der skal seire!!!

Det er virkelig en meere vild end snild Bemærkning — især naar man betænker at den sorte Skye er en Sølverskye — anløben formodentlig (som en Sølvskee der holdes over Lyset) af Maanens Lue! Det hedder nemlig:

Den gode Ridder maae troe, de ville nedrive hans Borg; thi om ingen anden muret Ting har der hidindtil været ymtet. Det hedder videre i dette prægtige Fingals-Chor:

Et Chor af de sig fra Taarnet i Babylon adspredende Folkeslag kunde neppe synge i forskielligere Toner. Anraabelsen paa eengang af Floras, Fingals og Guds Beskiærmelse deri er imidlertid hverken hedensk eller christelig, men i høieste Grad blasphemisk.

        No. 3. Fannys Sang. (S. 45) Da denne Vuggevise i visse Maader kan kaldes vor Digters hele Digtning (den gode med iberegnet) i Udtog, forsaavidt den virkelig bærer alle den oehlenschlägerske Muses fortrinlige Præg, ville vi nøie betragte den, som Perlen i den Ludlamshule, der afspeiler os hele Expoesien. Den har nemlig alt det ammestuelig Naive, alt det overgivne Kiække, alt det Sandsen kildrende, der bestak Kritiken i hans fordums genialske poetiske Forsøg; men den har tillige alt det Ækle, Flaue, og Tankedræbende, der i de seenere Produkter drev Naturligheden til reen Gemeenhed. Den har tillige den ved alle vor Forfatters originale Frembringelser væsentlige Egenskab: at lugte lidt af Daraussen.

Dette er nu virkelig et vakkert Billede, paa de udmærkede Smaapletter nær, som, hvis det øvrige svarte til Begyndelsen, kunde synes blotte Fregner. Selv den følgende Strophe:

trods Melkespanden isteden for en Spand Melk (thi over en Melkespand kan Fluen vel flyve, men dens Banemand ikke svømme) finde vi særdeles deilig; men nu er det ogsaa forbi med hele Herligheden. De tre følgende Stropher ere ligesaa hæslige, som de to første ere smukke, og ligesaa søgte, som hine naturlige.

Dette maler upaatvivlelig ikke smaa søde Læber, men en i Krampe sammensnærpet saa at sige udirkelig Mundlaas; og dog springer igiennem dennes Kirsebærsprække (som den skarpe Tang ikke kunde giennemtrænge) Fingerbøllet med Kirsebærsteen og Knappenaal, som ingen Ting:

        Hvor uhyre stor bliver nu ikke for Phantasien den lillebitte Mund! og hvor ækkelt er Billedet af den hule Tand der sidder i Tandkiødet, som i en Sadel!

Hvilket Ægteskab! Sandelig saa urimeligt som en Lilleput-Pens med et Brobdignak-Blækhorn! Saaledes parrer kun en Polyp- eller Scarabæe-Fantasie — ogsaa blot en fiirbenet Indbildningskraft maatte denne Parring støde. Men hvad støder vor Forfatters? Ikke engang Helligholdelsen af et saadant Bryllup i Kirken!!!

Man forestiller sig nemlig nu nødvendigen: Nedknælingen paa Puden for Alteret — Præsten der vier dem — og Ringvexlingen, hvor al Illusion for selv en forstyrret Oldenborres Forestillingsevne maae reent ophøre. Kun Daarekister kunde tage til Takke i det Smaa, som i det Store med slige Digtninger — og naar man saaledes kan sætte sig over alle Regler for det Fattelige i sit Digt, er det upaatvivlelig et langt lettere Arbeide at sye Vuggeviiser, end Børneskoe. Vor Frimesters Fornedren af Poesien til det gemeeneste Haandværk (det gemeeneste er uimodsigelig det, der forudsætter den mindste Dygtighed, og uden videre gaaer best fra Haanden) er især, hvad der ærgrer os i hans saa kaldte Mesterstykker.

        No. 4. Den rørende og høitidelige Duet. S. 87. Det er den, der slutter den gamle Ridders Disput med sin gamle Tiener, og som vi allerede have omtalt, som et vidunderligt Unisono, der udtrykker to stridige Meninger ikke blot i samme Toner, men i samme Ord. En Duet er det upaatvivlelig ikke, med mindre man antager, at enhver Arie, der synges af to Personer paa eengang, er en saadan. Det er egentlig en Aftensang, som det lader til, at Herren og Tieneren have for Skik at synge sammen hver Aften før de lægge sig, og for saavidt opbyggelig nok, uagtet den aldeles modsiger Herrens Stemning. Vi bede Læsere, der maatte troe, at vor Kritik er alt for streng, før de fordømme denne Strænghed, at efterlæse nok engang i Bogen hele den sidste Scene i anden Handling. Indholdet af denne er Tienerens Fraraaden fra at lade Frøkenen gaae allene om Natten ind i den fordægtige Riddersal, og Herrens Leen af hans Frygt:

(Liigkisten nemlig, som han i forrige Replik fortæller sin Herre, var bestilt for Gartnerens Kone)

        Herpaa istemmer nu Vantroen og Overtroen følgende Aftenpsalme:

Det er med andre Ord: Naar Mørket kommer, bliver det lyst — med mindre Forfatteren antager, at alle stierneklare Nætter ere mørke. At den høie stierneklare Nat staaer, som et Billede paa Døden er en splinterny Anskuelse. Døden er hverken høi eller klar. Den mørke Nat er et Billede paa Døden, den lyse paa Evigheden.

(Dyb Nonsens!)

(af Dalen og Krattet)

(Lutter Morgenfølelser i Aftensangen!)

(Den høie stierneklare Nat er ligesaa lidt et Billede paa Sorgen, som paa Døden)

(Haabet, at det atter bliver Dag, aabner sig altsaa først om Morgenen; og der maa gaae Syn for Sagen, før man haaber noget.)

        Dette er den rørende og høitidelige Duet, der endnu har den theatralske Synge-Mærkværdighed, at den synges af to Oldinger, eene paa Scenen, og slutter Handlingen med Resultatet: (De gaae.)