Tør uden ubesindigt Overmod,
Ukaldt, og uden Dødens Hædersstempel,
En Skiald der længes efter Glemsels Flod,
Sig nærme Nordens Sangflugts Aethertempel,
Og ydmyg knæle for dets Guddoms Fod?
Ak! uanseelig, uden Vingepralen,
Uglimrende, med askemørke Fier,
Hans Sangfugl svæver frygtsom Thronen nær,
Og zittrer blændt af Pragt i Disarsalen:
Den skuer rundt de Fugle, store, smaa,
Med Perler og med Diamanter paa,
Med Iris’s og Auroras Anbefalen;
Og seer i Kredsen, hvor de vinkte staae,
Sig Stakkel eene grim fra Top til Taa.
Men Uskylds Dronning! selv Dit Øie saae
(Jeg saae det) ofte mildt til Nattergalen:
Og den er uskiøn, glimmerløs, og graa!
Upyntet, næsten som Minervas Ugle
Blandt Tempes og Olymps udmærkte Fugle,
Den tryller intet Blik med himmelsk Lyst;
Men den har Lyd, der dulme skyldfrie Smerte,
Der trænge dybt i Veemods aabne Hierte,
Og den har Edens Gienklang i sit Bryst.
Du, som den sang i neppe hørte Toner,
Mens skingred af en mere vældig Klang
Fra Dybet, hvor din Modgudinde throner,
Dit kolde Thules Strande, Field og Vang,
Urania! o! lad med stækket Vinge
Paa dine bedste Døttres Høitidsdag
Den Syge Dig sit — maaskee sidste — Slag,
Om tilsmilt ei, dog uforagtet bringe!
