„Jeg og et Hierte har saa blødt, som nogen anden;
„Hver Uret giør mig ondt, endogsaa den mod Fanden.“
At Du end lever, endog ret høit, som Rygtet beretter,
Lavt seiglivede Helt, over-dig-levende selv,
Sikkert er ei min Skyld, saa lidt som Din, at jeg aander,
Underlevende mig her (som i Syden, endnu.
Ærgerlig saae jeg din Flugt høit over dit Maal og din Evne;
Fro, jeg bekiender det frie, saae jeg, Forvovne, dit Fald;
Furier vækkede mod dig min Sang, da du trodsede Himlen;
Tordneren takked jeg taus, da han nedlynte din Trods.
Uheld ønskte jeg dig, (for Vanheld sørged du selv nok)
Graven og undte jeg vel den, som for andre den grov.
Ja! da man stødte dig ud af Europas giærende Samfund,
Skiøndt bag efter jeg ei, Stærkere hielvende, skiod,
Glædte mig dog Retfærdigheds Gang, og dybt i mit Hierte
Sang jeg: Til Helvede ned med den fordømte Tyran!
Thi vel reiste sig ei ved Dit Fald høiere hine,
Hvilke du trampede ned, under din stigende Fod;
Vel blev Natten ei Dag, saasnart var sunket din Stierne;
Vel blev Folkene Fæe, Hyrderne Driv’re, som før;
Og vel blev det endog for Enkelte mærkelig værre,
Medens for Ingen maaskee mærkelig bedre det blev;
Dog selv det er, om ei din Daad, dog sikkert din Udaad:
Kræften i Saaret, dit Hug Folkeforædlingen gav!
Hvis nu Lægen maaskee den Syge med Midlerne dræber,
Skylden er din, hvor det gaaer: Følgen er Gierningens Frugt.
Samtlige Konger, de nye (vil sige, de vendende gamle)
Sikkrere vist er dit Værk, troe mig, end Pavens i Rom:
Derfor, hvis og nu for een Uddreven, de syv i Parablen
Kom, og hvad fulgte — mit Had følger allene dog dig! —
Saa jeg igaar end tænkte, saa følte jeg, indtil imorges,
(Thi, som jeg elsker med Ild, skyer jeg med brændende Harm)
Faldne Forgudede! men — nu gaaer det forvidt med din Jammer!
Fast mig nu rører din Skam, fast jeg nu ynker din Lod!
Pøbelen publigraverer for grumt Giengieldelsens Styrten
Af sin Opflyven i Dig til Publikuppelens Top:
Dagens de store som smaae Dagunger den styrtede Dagon
Haane — det føler du selv, at det var Løn, som forskyldt;
Alle tilforn paa dit Vink med din Priis omflyvende Vinger,
Surrende Fluers og Mygs Vandreren plagende Sværm,
Gudle nu jammerlig til det Navn, der fortrængte Jehovas,
Frøernes Leve!-Koax døe!-brekekexer dig nu;
Det af dig selv blodgiødede Træes opduskende Døgnløv
Krandser nu selv indtil den, der dig i Hælen kun stak.
Alt det lader jeg gaae — selv meer! Til fuldeste Topmaal
Taaler jeg skuddet og knugt, Maaden Europa har fyldt;
Men Adrastea, vort Op- (hvad siger jeg) Nedpositionsblad
(Som — for at dadles deri — mangen betaler i Smug)
Tager Din Færd med samt en Wosemoses i Forsvar!
Og paa den selvsamme Lap! — Nemesis! det er for haardt!