(Spøgelset taler.)
„Jeg — hører mig, I Gaser, og I Giæs,
I Hanner og I Hunner, hvad I hedde,
Der gabe her, og hist paa Nilens Bredde,
Hvor Ïos Sphinx nys væltede sit Læs!
Staaer ikke der, og maaber hen i Veiret,
Med Armene paa kryds og tvers;
Men kommer alle hid, hvor jeg Mig Selv har leiret
I noget meer end lumpne gode Vers!
Hør mig du Publikum! (I smaa Partier
For Jomfrueløv’n og dens Yngel, tier!)
Jeg Lutter Løve, slugende mig selv,
I Gaaders Gaades Kildes Under-Elv,
Jer i mit Selskabslivs Mysterier indvier —
Lyt, du som under Vandet boer!
Lyt, du, som hen i Luften foer!
Lyt, Kertemindes Eumenidechor!
Lyt, hele Jordens Kreds, til mine Tryllerier,
Hør, hvad jeg om Mig Selv at sige veed!
Og fald saa dybt du kan, o Himmel,
Med din af mig udslukte Stiernevrimmel,
For mine Fødder ned!
Jeg-Jeg (mens andre kun Jeg-Ikkejeger
Bør kaldes subjektiv og objektiv)
Blev den jeg er blot ved mit eget Bliv,
Og med mig selv jeg selv bestandig leger
I evig eensom Tidsfordriv.
Som Far, min egen Søn, som Søn, min egen Fader,
Som Broder selv min Broer, som Brudgom selv min Brud —
Det sande Menneske, ja, selv den sande Gud,
Naar jeg mit Væsens Bibel giennemblader,
Adlydende min Andagts første Bud —
Jeg-Jeg, endnu engang, og, reent ud, sandt at sige:
Jeg-Jeg — Jeg-Jeg — Jeg-Jeg —
Jeg-Jeg i det Uendelige,
Der over alt, der ei er mig, slaaer Streg —
Nedlader her mig til, paa gamle Sphinxes Maade
At give mine Skygger rundt omkring,
Fra Mester Ingemann til Fusker Ingenting,
Saa vittigt, og saa dumt, de kunne det, at raade
Min menneske-guddommelige Gaade:
Geniernes Genie — hvis ellers nævnes bør
Med dette Navn, i Himlen og paa Jorden,
Hvad indtil Kiønnets Love trodse tør,
Utvungen af Naturens Orden —
I Kraft af en særdeles Kraft,
Der over Evnen gaaer, og over Modet,
Og ligger uden tvivl hos mig i Blodet,
Der egentlig er ikke Blod, men Saft —
Jeg er, som sagt, i Kraft af denne Gave,
(Som selv jeg upaatvivlelig
Har givet mig)
Alt hvad jeg vil, og alt hvad jeg vil have:
Blandt andet er jeg Bisp — saa got, som Pave —
Professor — Doctor — og især — Poet,
Den frodigste, der blomstret har herneden
Og blomstre vil (som kommer ud paa eet)
Hen over Tiden og ud over Evigheden.
Paa Bredden, hvor den førstes Elv
Sig i den sidstes stille Hav hengyder,
Mig selv et himmelsk Digt, jeg Livets Velklang nyder
I evig Rimen paa mig selv.
Afvexlende, med dybe Sværmerier,
Paa mit, og ingen andens, Bud
Jeg snart er Menneske, snart Gud,
Snart begge, naar jeg taler høit, og tier
Paa samme Tid, der tar sig artig ud.
Med intet lignes kan min Skiønhed og min Ynde,
Naar jeg undtager den omtalte Kraft,
Der fra det Tykke stræber i det Tynde,
Fortærende sin egen Saft.
Allivets Væsenblomst i Vært, og Haar, og Hud,
Som eget Menneske naturlig jeg tilbeder;
Tilbedt naturlig og som egen Gud,
Indaandende den Duft, jeg aander ud,
Jeg snuser selv den Vellugt, jeg udspreder.
Min egen Skaber, og min egen Drot,
Jeg seer i alle Phantasiens Riger
Min hele Skabning, som den er, og siger
I det jeg nikker: Det er saare got!
Men det er blot mit væsentlige Væsen,
Mit sande Jeg-Jeg, i dets indre Glands,
Afspeilet i dets egen dybe Sands —
En Sands, der er for Skiønhed selv for kræsen.
Forvovne Thiele! Weyse! Heiberg! skiælv
Ved Nærmen til min Gaades Selv i Selv!
Trods Anen, Grublen, Pønsen, Læsen,
Ifald man der vil finde Land,
Selv med Columbs opdagende Forstand
Man sikkert render efter Næsen!
Som selv jeg seer mig, ingen see mig kan.
Jeg altsaa vil min Glands en Smule dæmpe,
For min uendelige Roses Sol
Lidt efter Jer for korte Næses Pol,
Og Jert Eenøies blinde Stær at lempe.
Jeg vil Jer skildre mig, som jeg blir malt,
Betegnt, og talt,
Og skrevet — baade deelt, og heel og holden,
Ei blot i denne, men i Hedenolden —
Jeg vil udstykke Jer mit Navn,
I trende mindre Parter kløvende
Det ellers alt for store, stærkt bedøvende —
Saaledes, som det end i Kiøbenhavn
For hvert studeret Øre klinger —
Og som det lifligt klang i gamle Rom
(Hvorhen fra Grækenland jeg kom)
For den Tids legemlige Lynildsvinger.
Dog først jeg vil fortælle Dig,
Gemene Sphinx, der saa formastelig
Hvordan jeg mig i Grækenland opførte —
Hvor seiersæl, uovervindelig,
Jeg Hellas Ungdoms Hierter rørte:
Mit Væsens hele Bog blev der lært udenad,
Og man tilbad,
Som det sig bør og bør, hvert Blad.
Fornemmelig saaes Furierne smidske
Hvergang de saae mig; paa min gustne Krands
I den Tids underfulde Dødningdands
De stakkels Dyr var ordentligen gridske —
Mig midlertid, kold, som en Steen,
Aldeles ingen Suk omkring mig rørte;
Jeg mig allene følte, saae og hørte
Hvor der var Hundrede, hvor der var Een.
Thi Sagen var, selv paa den skiønne Scene,
Hvor hver en Figurant paa bare Been
Var en Apollo, var dog jeg allene,
Som Skuespiller, uden Meen,
Fornøiet med mig selv, og, sandt at sige,
Jeg fandt paa Jorden ei min Lige —
Hvorfor jeg og naturligviis
For hele Kiønnet var som Iis.
Thi, krandsed jeg og stundom, for Exempel,
Persephones og Furiernes Tempel
Ved een og anden Leilighed,
Saa giorde jeg det ei af Kiærlighed
Til de Megærer og Meduser,
Men blot af Had til den Tids muntre Muser,
Hvis Vittighed
Jeg ikke leed.
Vel hedder det, jeg blev forlibt engang
I noget andet end min egen Sang,
Og, navnlig, i min nærmeste Kusine,
Petrine,
For hvem jeg sukkede mig døv og stum
Og sløv og dum;
Men der er intet om. Pausanias fortæller
Det, som en afgiort Sag, just ikke heller —
Og giør han det, jeg siger allenfals
Løgn i hans Hals!
Jeg selv maa bedst dog, haaber jeg, vel vide,
Hvad jeg fra Barnsbeen af har kunnet lide.
I Rom (hvor og jeg var et fornemt Kreatur)
Mig ligeledes alle giorde Cour,
Og jeg naturligviis til ingen;
For Keiserinden selv jeg ikke gav en Døit,
Mig øvende, med Overmod i Bringen,
Paa Capitolium i Lynildsvingen.
Jeg der vel satte Næsen nok saa høit,
Som nogentid i Hellas, hvor i Grunden,
Trods al min Herlighed, jeg var lidt bunden,
Og skiøndt forgudet af det hele Land,
Dog ikke nær saa stor en Mand.
Men nok om min historiske Gestalt!
Naar jeg har sagt mit Navn, saa har jeg sagt Jer alt —
Til dettes Herlighed jeg nu vil skride.
Af trende Stavelser, enhver af trende Stave,
I Romersproget plantet hver,
Og hver for sig et Ord især,
Bestaaer dets Blomst i Tungemaalets Have:
Dets trende Dele (hvilke her
Min Rod, min Stilk, og Krone hedde)
Den første nemlig, og den anden, og den tredde
Vil jeg nu, lærde Gaser, tolke Jer.
Den første (Roden) pirrer ei, men pirres,
At sige nemlig paa Latin —
Den anden (Stilken) er paa denne Side hin,
Og kan med den umuligen forvirres —
Den tredde (Kronen) er et dobbelt Sviin,
Forlænds og baglænds, hvordan man det vender:
Et Monstrum af et Sviin med Svands i begge Ender,
Der truer hele Haven med Ruin.
Saaledes er det, naar Jert Øie fremad vandrer
I Navnet; naar tilbage sees derpaa,
Blir Kronen som den var, og Stilken ligesaa,
Kun Roden (første Deelen) sig forandrer —
Den bliver til en gammel romersk Frøe
For dem, der i Latinen er lidt hiemme;
Thi denne Proteus i min Gaades Søe
Blot af Etymologer lar sig tæmme.
Saa meget om mit Navn for den studerte Flok!
Men nu det samme for ulærde Professorer —
For ustuderede Doctorer,
Og Damer, som Latin og Græsk ei morer,
(Hvis og et Par forstaaer det nok)
Thi — skiøndt jeg ikke meget giør af Kiønnet,
Tak skee det Skiønheds Ideal,
Der mig for Øie staaer, uendelig forskjønnet,
I min Plastiks’ Apollo-Sal —
Skiøndt til min Pest, den franske Smagens Fiante,
Jeg overlader det Galante —
Det Artige — det Elegante —
Den Levemaade (med eet Ord)
Som Fanden skulde ta’e! der ikkun kan genere
Geniet, der i Syd og Nord
Bør aldrig nogensinde reflectere
Paa noget andet end sin egen Sol,
(Der ingentid gaaer ned for sammes Pol) —
Saa dog — for hele Verden at benaade
Med Giettemueligheden af min Gaade,
Vil jeg i Modersmaalet lægge frem
Min hele skiønne Krop med alle Deele,
(Der svarer og til Navnet i det Heele)
Nøiagtig Led for Led, og Lem for Lem —
Og Rod og Stilk og Krone foredrage
Paa Dansk, først fremad læst, og saa tilbage.
De trende Stavelser jeg nemlig tolket har,
Sees og som Planter selv i Dannesproget —
Hver af dem og i det betyder noget;
Og hele Tingen bliver hvad den var.
Den Første (Roden) ligefrem at sige,
Hvad Øiet, som mig seer, først falder paa,
Er, som det mindste Barn kan strax forstaae,
En Nar — i min Person aldeles uden Lige —
Den største, vist der kan paa Jorden gaae.
Den anden (Stilken) høres, hvor der dirres
I Sang og Spil, fra Petersborg til Wien;
Og Lyden af dens Dirren er saa fiin,
At ofte den med B for D forvirres.
Den tredde (Kronen) har for danske Folk,
Naar den staaer eene, Lyd af alle Toner,
Som Zephir lokker frem af Skovens Kroner,
Og er for Øret tidt sin egen Tolk.
Saaledes fremad seet, men nu tilbage:
Sidstmeldte Krone (som det nysomtalte Sviin)
Blir, som det var, paa Dansk, som paa Latin —
Det andet, Stilken, og til sig endnu blir Mage;
Men Roden af en Nar blir til et Asabarn,
Som Søfolk tidt i Nød har kaldt et arrigt Skarn,
Der under Vand (mens det Latinske qvækker)
Med hule Brøl Tilhørerne forskrækker —
Desuden stikker voldsomt Tyverie,
Og aabenbare Plagiat deri.
Nu lægger sammen smukt, paa dansk og paa latin,
Min Nar, mit Sviin, mit Plagiat, min Brusen,
Min Pirlighed, min Dirlighed, min Susen,
Og samler Billedet i Fantasien!
Saa kommer I maaskee paa Melodunten,
Om ikke just paa Melodien,
Og lugter efterhaanden lidt af Lunten,
Af hvad jeg har i Posen min —
Især hvis Fantasien er lidt spøgende,
Lidt gravskier, og lidt kirkegaard-besøgende,
Kortsagt lidt ludelam, og huul,
Lidt bleg om Næsen, døsig, hvid og guul.
Thi — hvorfor skulde jeg det skjule? —
Jegselvgienfærdet i min Gaades Hule,
Ved Kilden siddende — som saa —
Min Løves Rov i egen Løvekule,
Stiv, som den kolde Steen, jeg sidder paa —
Jeg lyser ikke blot i det livfulde Magiske,
Men skygger grulig i det døde Tragiske.
Jeg er, trods Skiønhedsfyldens Alt i Alt —
Trods Glorien, hvorom jeg har fortalt —
Trods Melk og Blod i Kind, og glatte Hage —
Med Hals af Elfenbeen aldeles uden Mage —
Og Doppeløiet, af en doppelt Himmel hvælt —
Trods sande Bacchus-Favoriters Duske,
Og Hovdets Lokkers Apollonske Buske —
En Ridder af lidt sørgelig Gestalt,
Hvis Næsetip, alvorlig talt, en Smule
For meget falder i det altfor Gule —
Skiøndt ogsaa det betyder noget stolt;
Thi jeg i Eventyret (har I læst ’et?)
Er baade Skiønheden og Bæstet,
Forgiørende mig selv, og af mig selv forgiert.
Min egen Hiertetyv, min egen Jomfru-Røver,
Jeg, Paris-Helena blandt Gaade-Løver,
Min Hængen for for mig selv, og ingen anden, øver
I Galgen af min egen Æreport.
Pariser-Helten lig paa sin Helene,
Betalende Fru Nemesis sin Told,
Voldtagen selv af hvad jeg tog med Vold,
Jeg Liv og Død bestandig maa foreene,
Som aldrig saaes, og aldrig meer blir seet
Paa nogen anden tragi-comisk Scene,
End den, hvorpaa jeg stikker, og blir beet.
Thi hvad jeg har, er eene hvad jeg savner,
Og, naar jeg trykker til mit varme Bryst
Den kolde Skygge af mit Hiertes Lyst,
Jeg knuser den, hvergang jeg den omfavner.
Det mindste Dikkeda, med nok saa kiælen Hu,
Saasnart den søde Kind jeg bare klapper
Med een af mine silkebløde Lapper,
Slaaer baade Mund og Næse reent itu.
Saaledes er jeg, skiøndt og nok saa varlig,
I Omgang med mig selv, for ikke med
Min Overflod af Kraft at giøre mig Fortræd,
Mig meer end nogen anden farlig —
Og myrder tidt mig selv i en Slags Heftighed,
Som jeg kan ikke holde Maade med,
Paa Scenen — i mit Skuespil — at sige;
Thi ellers holder jeg dog virkelig,
Hvor uden Kunst jeg viser mig,
Min blomstrende Person ret got ved Lige.
Paa Helvedflodens gyselige Bred,
(Hvor jeg i Grunden dog, naar jeg skal sige Sanden,
Nu sidder) luder jeg med Hovdet ned,
Og stirrer evig paa det samme Sted,
Som een, der reent er gaaet fra Forstanden.
Men, ligemeget! Fule Styx, din Elv
Har ikke røvet mig Mig Selv —
Og aldrig slukker du mit Væsens Flamme!
Endskiøndt jeg er for længe siden død,
Jeg seer endnu, som var jeg nylig fød,
I mig bestandigen den Samme.
Nu har man hørt og seet i Guult paa Hvidt
Hvor Gaaders Gaades Ideal har hiemme!
Jeg haaber, at man over mit
Det evige Sindbillede — vil glemme.
Dog — som jeg seer — mit Auditorium
Er faldet alt i dyb Beundrings Slum!
I Modersmaalet, der mig lyder,
Som jeg det byder,
Jeg ender: Eug’! io! ai! ai!
Heautontheoreomai!“
Chor.
„Ai! ai! — ai! ai! — ai! ai! — ai! ai!“