Jens Baggesen (1764–1826)

Erklæringen i Anledning af de anonyme Fredspræliminarier har fra de barbariske Kystmagters Side hidindtil ikke foranlediget mindste Proclamation, end sige Manifest. At Fiendtlighederne mod Danniskhed i Poesie og Prosa ikke destomindre bestandig ere blevne fortsatte i adskillige, tildeels dramatiske, Makulatur-Bidrag (der udgiøre ikke blot meer end een Aftens, men meer end to Dages Læsning) er ingen litterarisk Nyhed. Veirliget i den romantiske Sjællands Aandedeel, har for Resten fra Aarets Begyndelse indtil nu, havt megen Lighed med det physiske, der, som man seer af Dagsposten (et ikke dagligdags Dagblad) har hersket i hele Europa: Megen Regn og Slud, smaabitte Jordskjælv, Vinter-Lyn, og umaadelig megen Snee i de høiere Regioner.

        Som trøstelige Tegn til en med alt det muelig Forbedring af Parnassets Finantser, og af Kursen i Litteraturen, ere imidlertid udkomne, og (hvad der er endnu trøsteligere) tildeels med Bifald optagne tre høist forskjellige Aandsprodukter, der, hvert i sit Slags, vilde giøre enhver litterarisk Periode virkelig Ære. Det er nemlig Ingemanns sande Trylledigt: „Underbarnet“ (hvori Kritiken har næsten intet at paaanke, uden Trefoldigheden, og Titelen¹) — Professor Magnussens fortræffelige Forelæsninger over Edda, i den ved ham af guul til gylden fast forvandlede Athene — og Grosserer Nathansons for meer end Børsen interessante, patriotisk tankerige Meyerske Biographie.

        Den allernyeste Litteratur- og Kunst-Mærkværdighed er hverken meer eller mindre end et sandt theatralsk Mirakel, der, efter Anmeldelsen i Adresse-Avisen, synes at ville overgaae alle hidtil hørte og uhørte Hexerier paa den Danske Skueplads. At alskens hele og halve Fjællebods-Spektakler, tydske Brudstykker, ikke blot uantagne, men forkastede Fuskerarbeider, musikalske Potspourris, og høist anstødelige Dands-Spillopper — selv ved høitidelige Leiligheder — trods Hoffets og det hele dannede Selskabs naturligviis modsatte Fordringer og Forventninger af en tildeels kongelig National-Forlystelses Anstalt — kunde blive givne, forekom os allerede forunderligt nok; men det var i det mindste dog mueligt. Nu derimod forkyndes os, til Herr Skuespiller Lindgreens Benefits, en Ludlammiade i tre Akter, sammensat (under Navn af dramatiske Forestillinger og Declamationer) ei blot mod alle Kunstens og Smagens, men, fast kunde man sige, mod alle guddommelige og menneskelige Love — og trodsende selv Modsigelsens Grundlov — hvis man ellers skal troe den allerede tre Gange gientagne Anmeldelse i Adresse-Avisen. Første Akt nemlig (thi Akt er for længe siden paa vort Benefitstheater intet andet end Afdeling) kommer efter Programmet, eller Prospecten — hvad man vil kalde det, der siden bliver Placat — til at bestaae i Scener af Shakespears store historiske Skuespil, Kong Henrik den fierde; og en Valdhorn-Concert af Brødrene Andersen — i anden Akt forestilles Aabenbarelsen paa Horebs Bierg, hvor Moses indvies til sit Folks Frelsermand (hverken af Shakespear eller Brødrene Andersen, men af en vis Klingemann) og Forpagter Christen Madsens Comoediegang (af samme Forpagter Christen Madsen selv) tilligemed et comisk Digt af Dr. O. Wolff — og i tredie Akt optræder den af Holberg selv forkastede, men af Herr Ridder og Theaterdirekteur Professor Rahbek antagne gamle Geert Westphaler (stykkeviis at sige) og den endnu ufødte Prindsesse med den lange Næse (heel og holden) — af Herr Ridder og Professor Oehlenschläger. Den hele forestillende Declamation, eller declamerende Forestilling, sluttes med den almindelig yndede Knudens Opløsning i en Epilog — af Herr Theaterdirekteuren selv, Professor og Ridder Rahbek!!!

        Vel havde vi i Anmeldelsen af nærværende Maanedskrivt lovet at afholde os fra Theaterkritik; men vi drømte den Gang ikke om Skiærtorsdags Indfalden paa Langfredag. Vi troede dengang endnu paa en Forbedring indenfra, der vilde giøre vor Advaren udenfra overflødig. Men nu maatte vi afholde os fra al litterarisk Kritik, hvis vi aldrig vilde berøre, hvad en Publicist nylig har kaldt „uforbedrelig“ — da det lader som om alskens Poeter herefter ville udkomme paa Scenen før de have forladt Pressen.

        Hvis den kongelige danske Skueplads, hvorpaa vi nu efterhaanden have seet alle de tragikomiske Spektakler, Optøier, Kiepperyggedandse, og Narrestreger, andre Residentsstæder overlade deres Fjællebode, saaledes i det Væsentlige — og (da Benefitsforestillingerne bestandigen blive hyppigere) for største Tiden — herefter endelig skal være et parodisk Theater, kunde vi næsten fristes til, at ønske, ved næste ny Decorering, de fire Billeder og Navne: Sophokles, Plautus Holberg og Ewald, forandrede til Harlekin, Uglspil, Mads Geddebuk, og en Hest med en Pibe i Enden — der, hvor de to høist upassende kolossalske Muser sees mellem Pillerne, to lange nordiske Kiæmper i Portstolpeskikkelser — samt istedenfor den ellers temmelig passende Indskrivt: „Ei blot til Lyst“ den endnu passeligere:

        Men vi haabe bestandig endnu, at det ikke vil komme til denne Yderlighed; thi vi troe den for Resten personlig ædle og borgerlig hæderlige Theaterdirection forbedrelig — og vore paa ny begyndte kritiske Anmærkninger over Skuepladsen bevise det.